Op mod 10.000 KOL-patienter skal tilbydes telemedicin fra 2019
Et udbud på et tocifret millionbeløb er nu i gang, så alle lungepatienter med svær KOL i fremtiden kan få telemedicinsk hjælp hjemmefra. De fem regioner og alle 98 kommuner er gået sammen om en ny teknologisk løsning, som påbegyndes i løbet af 2019.
Omkring 50.000 danskere lider af svær KOL. Mange bliver indlagt, når de har særlig store problemer med at trække vejret, men de kan i højere grad hjælpes derhjemme, mener man i Danske Regioner. Derfor har de fem regioner og de 98 kommuner nu i fællesskab sendt opgaven i udbud, så patienter og medarbejdere i løbet af 2019 kan få gavn af teknologien. De mange patienter vil så kunne låne måleudstyr og tablet af regionerne og overføre helbredsoplysninger – f.eks. via en app på skærmen.
Overvågningen bliver mere intens samtidig med, at patienterne undgår at bruge tid og penge på transport, fordi rådgivningen ofte er foregået via it-løsningen i patientens eget hjem, og når hjemmesygeplejersker kommer på besøg.
Ved hjælp af den form for telemedicin kan patienten få hurtige tilbagemeldinger fra læger og hjemmesygeplejersker samtidig med, at patienten befinder sig i sine hjemlige omgivelser, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
For patientgruppen med KOL bliver det til ca. 25.000 indlæggelser hvert år, hvor en indlæggelse typisk varer 3-10 dage. Det danske sundhedsvæsen står overfor store udfordringer i fremtiden, og derfor er man nødt til at skabe bedre og smartere sundhed.
Gode erfaringer med telemedicin til KOL-patienter i Region Nordjylland danner baggrund for, at projektet nu rulles ud i hele landet. Omkring 1.000 nordjyske KOL-patienter har de seneste år afprøvet en lignende ordning.
Tags: KOL-patienter, Ulla Astman, telemedicin
