Muligt paradigmeskifte i behandling af spredt brystkræft
ESMO: Behandling med lægemidlet Enhertu giver markant længere tid uden forværring end Kadcyla og baner vejen for et paradigmeskifte indenfor behandlingen af HER2-positiv brystkræft, som har spredt sig. Det vurderer danske forskere.
Paradigmeskiftende resultater. Sådan lød det fra ESMOs Præsident Solange Peters ved kræftkongressen ESMO2021´s top-præsentation.
Ordene er møntet på de nyeste resultater fra forskning (DESTINY-Breast03-studiet), der viser, at Enhertu som andenlinjebehandling giver en højsignifikant øgning af tid uden forværring (progressionsfri overlevelse) for patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft sammenholdt med Kadcyla.
Der er også begejstring at spore hos Christina Bjerre, afdelingslæge på Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet:
“Man når op på en øgning i progressionsfri overlevelse på halvandet år. Det er uhørt.”
Forskerne målte median progressionsfri overlevelse til 25,1 måneder ved andenlinjebehandling med Enhertu mod 7,2 måneder ved Kadcyla.
“Med de tal ser det unægteligt ud til, at T-DXd vil erstatte T-DM1 som andenlinjebehandling for disse brystkræftpatienter,” siger Christina Bjerre.
