Danske tal: I løbet af 10 år er overlevelsen ved stadie 3-lungekræft forøget med et år
WCLC: Indførelsen af målrettede behandlinger i 2010’erne såsom immunterapi flugter med et betydeligt løft i overlevelsen for patienter med stadium III ikke-småcellet lungekræft, så de i slutningen af 2010’erne lever 12 måneder længere end ved starten af årtiet.
Det viser en analyse af data fra kvalitetssikringsdatabasen på Kræftafdelingen i Region Midtjylland, præsenteret på verdenskongressen for lungekræft WCLC 2021.
Kun få ting har ændret sig i behandlingen af stadium III NSCLC i perioden 2010-2018, men den udvikling, der er sket på området, har givet et betydeligt løft i overlevelsen, så patienterne nu lever 12 måneder længere. Det betyder, at risikoen for at dø af kræften er faldet med 45 procent i perioden, konkluderer forskerne.
”Vores behandlinger ved recidiv (tilbagefald, red.) er meget mere effektive. Det kan vi se til sidst i perioden, hvor immunterapi bliver indført. Det rykker voldsomt,” siger Peter Meldgaard, klinisk lektor og overlæge på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital. Han præsenterede forskningen på WCLC2021.
”Det er meget tilfredsstillende at se tallene. Det er en kvalitetssikring af vores arbejde, som er med til at vise, at vi rent faktisk gør det rigtige. Samtidig kan det være med til at guide os mod, hvad der har gjort en forskel, så vi kan se, om vi kan gøre mere af det,” siger han.
På trods af en ringe prognose for sygdommen behandles en høj andel af patienterne med kurativ intention – hele 70 procent. Men andelen, der får kurativ behandling, er så småt faldende i slutningen af undersøgelsesperioden, samtidig stiger overlevelsen. Og de to ting hænger muligvis sammen.
Tags: WCLC21
