Patienter i Nordsjælland, der bliver syge med corona eller influenza, kan fra efteråret som de første i Danmark få tilbuddet om at blive indlagt i eget hjem.
Det skriver Berlingske.
Ifølge en orientering vil Region Hovedstaden her i 2021 påbegynde et forskningsprojekt på Nordsjællands Hospital med ”hjemmeindlæggelser”, som bl.a. skal være med til at sikre, at der i fremtiden vil være nok behandlingsmuligheder på de nye supersygehuse, som hele tiden må skære ned og reducere antallet af senge for at få økonomien til at hænge sammen.
Forventningen er, at det vil have et »stort potentiale i forhold til tidspunkter med spidsbelastninger i vintermånederne«, og projektet rettes primært til patienter med covid-19 og influenza, fremgår det af orienteringen ifølge Berlingske.
Større epidemier som covid-19 og den tilbagevende influenza-epidemi kan på kort tid forårsage stort indryk af patienter på hospitalerne og dermed skabe overfyldte afdelinger og senge på gangene. Og fyldte hospitaler med et større pres særligt på akutmodtagelser og sengeafsnit medfører igen øget risiko for virussmitte.
Nye måder at tænke på
Virustruslen består og den tilbagevendende udfordring i sundhedsvæsenet kalder på nye måder at tænke epidemihåndtering og epidemiberedskab på, siger Thea Kølsen Fischer, forskningschef på Nordsjællands Hospital.
Derfor skal en ny model for epidemihåndtering og –beredskab i sundhedsvæsenet nu testes og implementeres på Nordsjællands Hospital. Projektet kaldes ” Influenz-er” og er finansieret af Innovationsfonden med 20 mio. kr.
Konkret indebærer modellen et set-up, hvor digitale løsninger spiller en vigtig rolle: Borgere kan ved brug af smartphone eller tablet selvmonitorere deres epidemi-sygdom, og hvis det er muligt og relevant, indlægges borgeren i eget hjem. Hospitalets epidemicenter overvåger patienten under ”indlæggelse i eget hjem” og derved sikres kobling mellem løbende overvågning og kommunikation mellem borger og hospital.
"Vi vil introducere en ny styringsmodel til organisering og koordinering af epidemihåndtering og -beredskab i virtuelle epidemicentre på hospitalerne, hvor vi ved hjælp af en digital løsning vil kunne håndtere diagnostisk testning, isolation, monitorering og behandling af rigtigt mange patienter i hjemmet under en epidemi. Det er en model, der skal udvikles, testes og implementeres i klinikken sammen med vores frontpersonale," siger Thea Kølsen Fischer.
På længere sigt har muligheden for indlæggelse i eget hjem store perspektiver, mener Thea Kølsen Fischer.
»Det her kan få betydning for, hvordan sundhedsvæsnet fremadrettet kan håndtere det øgede kapacitetspres, der er på alle specialer,« sagde hun til Ugeskrift for Læger først på året..
Hvis alt ellers fungerer, ser hun »Influenz-er« som et permanent led i epidemiberedskabet og i fremtiden måske som fast alternativ til hospitalsindlæggelser for udvalgte patientgrupper inden for stort set alle specialer.
»Mit håb er, at vi får skabt en løsning, som kan aflaste det danske sundhedsvæsen, fordi den enkelte læge med den her model kan være ansvarlig for langt flere patienter i fremtiden,« sagde hun til Ugeskrift for Læger.
"Passe meget på"
Hos Danske Patienter siger direktør, Morten Freil, at projektet har ”et stort potentiale”. På den måde vil ”mange unødige indlæggelser” kunne undgås, mener han.
"Men man skal også passe meget på. Det må ikke blive kapaciteten, sparehensyn og et pres på sygehusene, der bliver styrende, så folk presses til at tage hjem mod deres vilje," siger Freil til Berlingske.