Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

WHO anbefaler verdens første malariavaccine til børn

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler brug af verdens eneste godkendte malariavaccine til børn i Afrika.

Det skriver WHO i en pressemeddelelse.

WHO stiller sig nu bag et bredt børnevaccinationsprogram mod malaria og anbefaler udstrakt brug af verdens første godkendte malariavaccine, Mosquirix, til børn i Afrika syd for Sahara og i andre regioner med moderat til høj overførsel af P. falciparum, som er den alvorligste malariaparasit for mennesker. Anbefalingen er baseret på resultater fra et igangværende pilotprogram i Ghana, Kenya og Malawi, der har nået mere end 800.000 børn siden 2019.

Malaria spredes via myggestik og er den primære årsag til børnesygdom og død i Afrika syd for Sahara. Mere end 260.000 afrikanske børn under fem år dør årligt af malaria.

I de senere år har WHO rapporteret om en stagnation i kampen mod den dødelige sygdom, men i 2015 blev den proteinbaserede vaccine Mosquirix godkendt i EU. WHO har dog afventet resultater fra pilotprogrammet, før den kommer med sin anbefaling.

”Dette er et historisk øjeblik. Den længe ventede malariavaccine til børn er et gennembrud for videnskaben, børns sundhed og malariakontrollen,” siger WHOs generaldirektør, dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, som mener, at brugen af vaccinen sammen med bl.a. myggenet og insektgift kan redde titusinder af liv hvert år.

Vaccinen kan kun forhindre omkring en tredjedel af de alvorlige tilfælde af malaria hos små børn, men det er den eneste godkendte malariavaccine, der findes.