Banebrydende dansk inhalationsbehandling af covid-19 godkendt til test på mennesker
En ny behandling mod bl.a. covid-19, udviklet af danske forskere fra Københavns Universitet og Rigshospitalet, er nu blevet godkendt af Lægemiddelstyrelsen til de første kliniske forsøg på mennesker.
Behandlingen har tidligere vist sig at kunne nedkæmpe coronavirus i laboratoriet og forskningsforsøg på grise har vist, at doser, der blev inhaleret, var effektive uden, at der skete skade på grisenes luftveje.
Behandlingen baserer sig på inhalering af partikler, der slår virus og bakterier ihjel. Den er udviklet af danske forskere i samarbejde med det norske firma SoftOx.
Professor ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet og på Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, Thomas Bjarnsholt, fik ideen til at forsøge sig med det nye behandlingsprincip. Han håber, det kan blive en gamechanger inden for behandlingen af luftvejsinfektioner over en bred kam.
”Selvom flere vaccinetilbud nu er i brug mod Covid-19, er der stadig behov for nye og anderledes behandlingsmetoder, der især er målrettet de patienter, der bliver indlagt med covid-19,” siger Thomas Bjarnsholt.
”Det er en behandling, hvor man inhalerer en mild syreopløsning, som giver immunforsvaret en hånd med at nedkæmpe infektioner i luftvejene fra bakterier eller virus. Ambitionen er, at den også skal kunne bekæmpe andre infektioner som lungebetændelse, influenza og tuberkulose. Alle tre er sygdomme, som millioner af mennesker dør af hvert år på verdensplan,” fortæller han.
Tags: corona
