Kolding-læge vil forbedre samarbejdet med sundhedsplejen om skolebørn
Når den praktiserende læge fanger børn, der inden skolealderen lider af astma, allergi, høfeber eller andet, der kan gå udover deres trivsel, bør den vigtige viden gives videre til skolesundhedsplejen, mener Peter Barkholt, der er praktiserende læge hos Lægerne Marielund i Kolding.
Han har netop modtaget en bevilling på 300.000 kroner fra Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget for almen praksis i Region Syddanmark for at kunne søsætte et projekt, der har til formål at sikre en formaliseret deling af oplysninger om børn i regionen.
”Som praktiserende læger savner vi af og til oplysninger fra sundhedsplejen og hører også fra dem, at de nogle gange føler, de kunne have gavn af flere oplysninger om børnenes helbredsproblemer fra os. Det er på den baggrund, jeg har taget initiativ til projektet,” siger han.
Ved at sikre videregivelse af sundhedsfaglig information fra almen praksis til sundhedsplejen efter femårsundersøgelsen er det Peter Barholts mål at hæve kvaliteten af den kommunale sundhedsindsats overfor børn i skolealderen. For når skolesundhedstjenesten i dag overtager ansvaret for de forebyggende børneundersøgelser, står de som udgangspunkt uden nogen forudgående viden om børnenes helbred og trivsel.
”Der er allerede mulighed for elektronisk overlevering af oplysninger i dag, men det gør lægerne jo ikke, medmindre der er en helt særlig grund til det,” siger Peter Barkholt og forklarer, at man ved at give sundhedsoplysninger videre kan sikre en mere målrettet forebyggende indsats hos skolesundhedstjenesten.
”Sådan noget som allergier, høfeber og andre helt banale ting, der har stor betydning for børnenes koncentrationsevne, kan være nyttigt at kende til. Og så er der trivselsting, som man kan være blevet bekendt med i almen praksis, både psykiske og sociale problemer. Det kan være interessant at vide i sundhedsplejen, så man kan være særligt opmærksomme på de børn,” siger han.
