Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Læger vil give børn ret til hurtig vurdering af mistrivsel

Børn og unge, der mistrives, venter ifølge Lægeforeningen ofte i månedsvis på skolepsykologers vurdering. I 6 ud af 10 kommuner er der mere end to måneders ventetid på en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPR). I knap 4 ud af 10 kommuner må børn vente 3-6 måneder og enkelte steder op til et år.

”Børn og unge er vidt forskelligt stillet alt afhængigt af, hvilken kommune de bor i, og mange familier har ikke en ensartet indgang til PPR eller får et tilstrækkeligt tilbud. Det er helt uacceptabelt, og der er i høj grad brug for, at kommunerne systematisk følger op på, at indgangen til PPR bliver mere ensartet,” siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Lægeforeningen foreslår derfor, at børn i alle dele af landet, der henvises til den kommunale psykologisk-pædagogisk rådgivning, skal kunne tilbydes en vurdering indenfor 30 dage, som skal afklare, om barnet har brug for særlig støtte, og om det har brug for at blive henvist til børne- og ungdomspsykiatrien.  Samtidig skal praktiserende læger i alle dele af landet kunne henvise børn med psykiske problemer direkte til PPR eller – i de mest alvorlige tilfælde – direkte til børne- og ungdomspsykiatrien udenom PPR.

”Børn med mistrivsel eller symptomer på psykisk lidelse kan være meget forpinte, og situationen er ofte svær for hele familien. Den lange ventetid, før et barn overhovedet kan få sin tilstand vurderet hos den kommunale PPR, er en helt urimelig forsinkelse. Disse børn har som andre patienter ret til udredning og behandling, men problemet her er, at det tager så lang tid overhovedet at få vurderet barnets symptomer og situation, at det er et problem. Det er de facto en skjult venteliste for en meget sårbar gruppe børn og unge,” siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Hun understreger, at en hurtig og kompetent hjælp til børn og unge med mistrivsel eller symptomer på psykiske lidelser, som kan dække over en medfødt eller udviklingsforstyrrelse som for eksempel ADHD eller autisme, er vigtigt for barnets trivsel og prognose.