Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ejerne af Charlottenlund Lægehus mister retten til at drive klinik

Ejerne af den omstridte lægeklinik Charlottenlund Lægehus har fået den hårdest mulige straf fra det såkaldte Landssamarbejdsudvalg for Almen Praksis (LSU).

Det skriver Politiken.

Politiken har siden årets start afsløret en række problematiske forhold om lægehuset og dets daværende coronatestfirma, Medicals Nordic. Der har været tale om overfakturering, dobbeltfakturering og systematisk svindel med skattekroner i deres praksis. Da Politiken på den baggrund udbad sig svar fra regionen, gik sagens alvor også op for regionen.

Ejerne er blevet frataget retten til at drive lægeklinik, hvilket også indebærer, at de to ejere skal skille sig af med lægehuset senest 1. februar. Det fremgår af en afgørelse fra 30. september fra LSU, som Politiken har fået indsigt i.

I afgørelsen konkluderer LSU, der består af repræsentanter fra regionerne og Praktiserende Lægers Organisation, at Charlottenlund Lægehus’ ejere »gentagne gange har påført regionen unødvendige sygehjælpsudgifter og unødvendige lægemiddeludgifter«, ligesom at »klinikejernes adfærd samlet set udgør en meget alvorlig misligholdelse af overenskomst om almen praksis«. Som konsekvens trækker fratager LSU de to klinikejere deres ydernummer og dermed retten til at drive egen lægepraksis.

Ejerne mener, at afgørelsen er forkert og truffet på et særdeles mangelfuldt grundlag og bevise, og de vil anlægge en civil sag ved domstolene.

Politiet har sigtet de to ejere af Charlottenlund Lægehus og en tredje person med mistanke om bedrageri. Den sag efterforskes i øjeblikket.