Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kritisk: Læger får ikke flere sygeplejerskevagter - og sygeplejersker vil om 3 måneder ikke længere tage ekstravagter

Aarhus Universitetshospital stopper med at tilbyde sygeplejerskevagter til læger, og det betyder, at en række operationer bliver udsat.

Lægerne på Hjerte-, Lunge og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH) vil ikke længere blive bedt om at tage flere af de vagter, som sygeplejerskerne har sagt nej til.

Det oplyser ledende overlæge på afdelingen Lars Folkersen til DR.

At lægerne overhovedet tog sygeplejerskevagter skyldes, at sygeplejerskerne i stor stil takkede nej til at tage ekstra vagter som reaktion på, at sygeplejestrejken ikke førte til, at de fik det ønskede lønløft.

At ordningen sættes i bero fra i dag betyder derfor også, at en række operationer bliver udsat. En "dybt beklagelig" konsekvens, mener Klaus Lunding, der er formand for foreningen Danske Patienter:

"Det er beklageligt set med patienternes perspektiv, fordi der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange patienter i øjeblikket, som står på ventelister, og ventelisterne de stiger - det er vores meldinger fra vores organisationer. Det, synes jeg, er meget bekymrende," siger han til DR.

Mere bekymrende bliver det af, at Dansk Sygeplejeråd i fredags opsagde den såkaldte fleksibilitetsaftale med regionen. Det betyder, at sygeplejerskerne fra 1. februar ikke længere er villige til at tage ekstravagter.

Formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (Soc.) siger, at regionen lige nu arbejder på en række initiativer, som skal være med til at løse situationen.