Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nu er det igen muligt at få en gratis lyntest i alle fem regioner

Nu er det igen muligt at få en gratis lyntest i alle fem regioner.

Det er kun tre uger siden, at landets lyntestcentre blev lukket, men nu genåbner de på grund af de stigende smittetal. 

I weekenden genåbnede Copenhagen Medical sine testcentre i Region Hovedstaden, mens Carelink mandag åbnede de første tre af 22 hurtigteststeder i regionen. Senest 12. november vil der være oprettet hurtigteststeder i alle regionens 22 kommuner. Og Falck åbner fra i dag, tirsdag, og frem til fredag 17 testcentre i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland. 

”Vi har været forberedt på, at denne situation kunne opstå, og vi har derfor haft et beredskab klar, så vi hurtigt kunne åbne for vores testcentre igen. I denne uge åbner vi op i de større byer og i de områder, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er størst efterspørgsel på tests,” siger ansvarlig for Falcks testindsats, ambulancedirektør Jørgen Mieritz.

”På vores testcentre starter vi ud med små teams, og så tager vi løbende bestik af situation, da både antallet af podere og testcentre hurtigt kan opskaleres, hvis det bliver nødvendigt," siger Jørgen Mieritz.

Der blev i går åbent for kviktest i Aalborg lufthavn, mens der i dag tirsdag åbnes testcentre i Aarhus, Herning, Horsens og Ringsted. Derudover forventes det, at der igennem onsdag og torsdag åbnes testcentre i Roskilde, Køge, Frederikshavn, Thisted, Hobro, Viborg, Randers, Holstebro og Silkeborg.

Falck vil løbende åbne for yderligere testcentre i andre områder i takt med behovet og efterspørgslen på test.

En oversigt over Falcks nye teststeder vil kunne ses her.