De 650.000 danskere udgør nemlig de 12,6 procent af de 5,14 millioner danskere, som er inviteret til vaccination mod covid-19, men som ikke er blevet vaccineret.
Statsminister Mette Frederiksen skruede op for retorikken over for de uvaccinerede. Det kan blive fatalt både for dem selv og andre, at de ikke har taget imod invitationen, lød det.
»Få nu den vaccine. Gør det for jeres egen skyld, for jeres børns skyld, for jeres ægtefælles skyld, for jeres bedsteforældres skyld og for de mest sårbares skyld«, sagde hun.
Et coronapas skal dokumentere, om man enten er vaccineret, har været smittet indenfor de seneste seks måneder (nedsættes fra 12 måneder) eller er testet negativ. Coronapasset bliver derfor et besværligt element for de uvaccinerede. Umiddelbart tyder en evt. indførsel af coronapasset på, at det primært skal tjene som incitament for de uvaccinerede til at få taget de to stik. Og statsministeren sagde det også indirekte:
»Det bliver mere besværligt nu for jer, der ikke er vaccineret. Sådan synes jeg også, det skal være«, sagde hun.
Coronapasset kan nemlig ikke alene dæmme op for smitten, er eksperter enige om.
Som Sundhedspolitisk Tidsskrift tidligere har skrevet, er langt de fleste smittede i dag fuldt vaccinerede. Og noget tyder også på, at vaccinerede smittede kan smitte videre, selv om de ikke selv er voldsomt syge. I sommer advarede de amerikanske sundhedsmyndigheder Centers for Disease Control and Prevention således om, at smitsomheden af netop Delta-varianten kan være ens uanset vaccinationsstatus. Med andre ord, hvis nogen blev udsat for en person med en aktiv covid-19 sygdom, var risikoen for at blive smittet med virussen ikke afhængig af, om kilden var vaccineret eller ej (vaccinerne fortsatte med at mindske risikoen for, at den udsatte person ville blive smittet, og det gør de stadig, selvom Delta har sænket beskyttelsen). Disse oplysninger stod i kontrast til data fra før Delta, som tydede på, at overførsel af smitte fra personer med gennembrudsinfektion var usædvanlig.
"Et coronapas til et arrangement vil betyde, at risikoen for smitte reduceres. Det er ingen garanti," sagde direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, ved pressemødet i går.
Også han havde den skarpe retorik fremme, når det kom til de uvaccinerede.
"Hvis man ikke er vaccineret denne vinter, lever man livet farligt," sagde han.
Michael bang Petersen, der er leder af Hope-forskningsprojektet, der undersøger danskernes adfærd under coronakrisen, siger til Ritzau, at den skarpe retorik givetvis taler til mange, der allerede er vaccinerede.
”Men vi ved fra forskning, at hvis du ikke har så meget tillid til myndighederne, og det ved vi, at uvaccinerede ikke har, så kan det få dig til at sætte hælene i,” siger Michael Bang Petersen.
Som hovedregel vil der skulle fremvises coronapas, hvis over 200 er samlet indendørs eller over 2.000 er samlet udendørs. Det gælder blandt andet natklubber, diskoteker og indendørs serveringssteder, gudstjenester, kunsthaller, aftenskoler, zoologiske haver, badelande, spillehaller, konferencer og dyrskuer.
Til pressemødet sagde Mette Frederiksen også, at regeringen overvejer flere tiltag målrettet ikke-vaccinerede. Det er endnu uklart, hvad de skulle bestå af.
Venstre og regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og De Radikale, kommer til at stemme for epidemikommissionens indstilling om at ophøje covid-19 til en samfundskritisk sygdom, oplyser partierne mandag aften ifølge Ritzau.
Venstre, SF og Enhedslisten støtter samtidig også indstillingen om at genindføre krav om coronapas visse steder.
Der blev mandag foretaget 37.015 vaccinebookninger til 1., 2. og 3. stik. Dagen forinden var tallet 10.285, hvilket betyder, at antallet i går var ca. 3,5 gange højere end dagen forinden. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter tirsdag.