Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nu skal de 5-11-årige børn være med til at stoppe smitten

Sundhedsstyrelsen har gennemgået det faglige grundlag for vaccination af 5-11-årige og på den baggrund besluttet at anbefale vaccination mod covid-19 til aldersgruppen. Alle børn i gruppen bliver inviteret i løbet af de kommende uger. De 10-11-årige vil blive inviteret allerede i morgen.

"Jeg har selv tre børn, og jeg ville ikke stå her og anbefale en vaccine til 5-11 årige, hvis jeg ikke var fuldstændig tryg ved vaccinen," siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, på et pressemøde fredag eftermiddag.

Hun lægger vægt på, at det er en frivillig beslutning for forældrene.

"Vi vil lægge grundig information frem, og hvis man stadig er i tvivl, bør man søge rådgivning. Men der er respekt om både til- og fravalg," siger hun.

Vaccinen fra BioNTech-Pfizer blev anbefalet af EMA i går til vaccination af de 5-11-årige børn (de får kun en tredjedel dosis), og EU-Kommissionen har godkendt den i dag. Sundhedsstyrelsen har vurderet, at vaccinen også skal anbefales til danske børn, da det vil være med til at stoppe smittekæder blandt børnene. 

”Vi står stadig midt i en epidemi. Den smitsomme deltavariant er med til, at vi lige nu har et høj grad af smitte blandt de yngre børn, og smitten spreder sig fra børnene til forældre og bedsteforældre. Når vi anbefaler vaccinationen af børn, er det netop for at nedbringe smitten og stoppe smittekæder og for at øge immuniteten i befolkningen. Det er vigtigt for at få kontrol med epidemien,” siger Helene Probst.

Incidensen for de 6-11-årige har været helt oppe på 1.562 tilfælde pr. 100.000 i uge 46. Det er langt højere end for de øvrige aldersgrupper, og den højeste incidens på noget tidspunkt af pandemien. Antallet af skoler ramt af udbrud forstsætter også med at stige. Ikke færre end 864 skoler er lige nu ramt af mulige udbrud.

”Vi har gjort alt for at holde skolerne åbne med test og forebyggende initiativer, men vi må konstatere, at der er meget smitte, og at det ikke er tilstrækkeligt. Det har stor betydning for både børn og forældres hverdag. Vaccinerne kan være medvirkende til, at børnene får en normal hverdag tilbage ”, siger Helene Probst.

Sundhedsstyrelsen har sammen med en ekspertgruppe gennemgået det faglige grundlag for vaccination af børnene. Sundhedsstyrelsens vurdering er, at det er sikkert og effektivt at vaccinere børnene.

Det er sjældent, at børn bliver alvorligt syge med covid-19, men børnene kan risikere at smitte deres forældre og bedsteforældre, der kan blive syge. Selv om beskyttelse af børnene ikke er det primære mål, kan vaccination af de 5-11-årige give en større sikkerhed og tryghed for det enkelte barn og familien, fordi det mindsker risikoen for at smitte sårbare familiemedlemmer, siger Probst. Samtidig kan vaccination være med til at sikre, at børnene får en mere normal hverdag uden risiko for hjemsendelser fra skoler, behov for testning, smitteopsporing mv.

”Som epidemien udarter sig lige nu, er det desværre ikke nok at revaccinere, dem, der allerede har fået de første vaccinationer. Hvis vaccinationen af børnene skal nå at have effekt i denne sæson, er det afgørende at gå i gang hurtigst muligt. Derfor vil vi sende invitationerne ud allerede fra lørdag den 27. november,” siger Helene Probst.

Fra twitter