KOL-ekspert: Inhalationssteroid bør fjernes fra Sundhedsstyrelsens seponeringsliste
Inhalationssteroid til behandling af patienter med KOL står på den netop publicerede Seponeringslisten 2022, hvilket ifølge KOL-ekspert Anders Løkke er problematisk, og han opfordrer Sundhedsstyrelsen til at fjerne præparatet fra listen.
Seponeringslisten 2022 er en oversigt over lægemidler til voksne, der giver uacceptable bivirkninger, eller som er uden effekt for patienterne, og som læger opfordres til at seponere ved hjælp af en plan og klar aftale med patienten.
Seponeringslisten 2022 indledes med at præcisere, at dokumentet er den årligt opdaterede anbefaling til seponering af hyppigt anvendte lægemidler hos voksne herunder nævnes som punkt 22 inhalationssteroid til behandling af patienter med KOL. Netop det, at der med listen opfordres til at indstille brug af behandling med inhalationssteroid (ICS) af patienter med KOL, får en hård medfart af Anders Løkke, overlæge på Medicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle og formand for det nationale KOL-register.
”Når Sundhedsstyrelsen indleder præsentationen af Seponeringslisten 2022 sådan, peger det i retning af, at man problemfrit kan seponere ICS-behandlingen af patienter med KOL. Det er ikke sikkert, det er det, styrelsen mener, men når det er sådan formuleret, bliver lægen mødt af en anbefaling om at stoppe brugen af inhalationssteroid. Vi taler om et medikament, der blandt andet nedsætter dødeligheden i en gruppe af patienter, som i forvejen er meget syge og har en høj dødelighed. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at sætte ICS på en seponeringsliste,” pointerer overlæge Anders Løkke, der dog gerne vil indgå i en diskussion om, hvorvidt nogle patienter med KOL kan trappes ned i ICS dosis, ligesom behandlingen potentielt kan seponeres hos enkelte.
Studier bakker op om, at ICS bør pilles af listen
”Men det sender et forkert signal, at inhalationssteroid figurerer på en seponeringsliste,” understreger overlægen og fortsætter:
”Desuden er der de seneste år lavet flere studier, som viser, at ICS både virker i forhold til at nedsætte antallet af exacerbationer (forværringer, red.) og samtidig reducere dødeligheden - det man kalder all cause mortality – altså død af enhver årsag,” lyder det fra Anders Løkke, som peger på, at Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) tidligere har udarbejdet Den Nationale Kliniske Retningslinje (NKR), hvis formål er at bidrage til en mere ensartet, evidensbaseret tilgang til farmakologisk behandling med inhalationssteroid for voksne patienter med KOL.
