Nu skal praksisklinikker i Region Sjælland også vaccinere voksne mod covid-19
Som de eneste i landet har Region Sjælland hidtil valgt at fokusere vaccinationsindsatsen i almen praksis på børn mellem fem og 15 år. Men nu vil Sjælland også lade de praktiserende læger vaccinere voksne, lyder det.
160.000 borgere. Så mange regner man med at vaccinere mod covid-19 om ugen i Region Sjælland, der derfor opjusterer regionens vaccinationsindsats, så de praktiserende læger nu også kan vaccinere voksne mod covid-19. Hidtil har regionen ellers som den eneste i landet valgt at indgå en aftale med PLO om, at almen praksis alene skulle tilbyde coronavacciner til de fem til 15-årige, der driver smitten. Og det vækker glæde hos PLO Sjælland, at aftalen nu er udvidet til at gælde alle borgere.
”I Region Sjælland står vi i den særlige situation, at der er lægemangel, og at arbejdsbelastningen er så stor, at vi i 2022 afgiver ansvaret for lægevagtens drift til regionen. Samtidig er vi en belastet region i forhold til sygehusberedskab, smittetryk og mange sårbare ældre. Det har derfor givet mening for regionen at prioritere de 5-15-årige, der driver smitten,” siger Camilla Høegh-Guldberg, formand for PLO Sjælland.
”Når det er sagt, er det fra vores side logistisk nemmere at skulle vaccinere alle i stedet for at skulle samle 16 børn per hætteglas,” siger hun og henviser til, at et hætteglas, der skal bruges i løbet af seks timer, har vaccinedoser nok til mellem 16 og 18 børn.
De praktiserende læger har fra start haft en aftale med regionen om, at man måtte bruge restvaccinerne til voksne sårbare patienter eller klinikpersonale for at undgå spild, forklarer Camilla Høegh-Guldberg. Men med den nye aftale er hun overbevist om, at det praktisk bliver langt nemmere at sikre en hurtig udrulning af vaccinerne.
”Der er ingen tvivl om, at fordi vi lagde ud med kun at skulle vaccinere børn, var der læger, der sagde, at man ikke havde en stor nok population til, at det gav mening at tilbyde vaccinerne. For nogle har det helt lavpraktisk været afgørende, at de voksne kunne vaccineres samtidig,” siger hun.
Tags: corona
