SGLT-hæmmere har ikke kun effekt på patienter med type 2-diabetes. De forlænger også livet og mindsker indlæggelser hos patienter med hjertesvigt med og uden nedsat venstre ventrikelfunktion og med og uden diabetes, ligesom lægemidlet også har en beskyttende effekt på nyrerne. Det har tidligere studier vist. Med data fra EMPEROR-Preserved studiet præsenteret ved European Society of Cardiology kongres (ESC) er det nu slået fast, at også SGLT2–hæmmeren empagliflozin reducerer risikoen for død og indlæggelse på grund af hjertesvigt for patienter med hjertesvigt med bevaret venstre ventrikelfunktion (HFpEF). En patientgruppe, for hvem der i dag ikke findes gode behandlingsmuligheder.
Data kommer i halen på andre studier, som har demonstreret SGLT2-hæmmernes effekt på patientgruppen. EMPEROR-Reduced, det tidligere søsterstudie til EMPEROR-Preserved, viste således i 2020, at SGLT2-hæmmeren Jardiance markant reducerer risikoen for død eller indlæggelse på grund af hjertesvigt hos patienter med hjertesvigt og en nedsat venstre ventrikel-funktion (HFrEF). Samtidigt viste DAPA-HF, at SGLT2-hæmmeren Forxiga (dapagliflozin) reducerer risikoen for nyresvigt, død på grund af hjerte-kar-sygdom og indlæggelser på grund af hjertesvigt - ligesom stoffet i øvrigt reducerer dødeligheden af andre årsager hos patienter med kronisk nyresygdom med eller uden type 2-diabetes i DAPA-CKD-studiet.
Ifølge professor og overlæge på Hjerteafdeling Y på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, Olav Wendelboe Nielsen, er EMPEROR-Preserved det første studie, som viser så tydelig en effekt af medicin til en patientgruppe – hjertesvigt med bevaret ventrikelfunktion - til hvem man ikke tidligere har haft en effektiv, evidensbaseret behandling.
”Hypotesen er bekræftet. Empagliflozin har en klar effekt på det kombinerede endepunkt især på grund af færre indlæggelser for hjertesvigt (29 procent reduktion), mens der var en ni procent non-signifikant reduktion af kardiovaskulær død.”
Olav Wendelboe er som sine kolleger begejstret over resultaterne men understreger, at der er tale om meget syge patienter, og at man i studiet ikke så nogen reduktion i forhold til ’død på grund af alle årsager’- og heller ikke så en reduktion i antallet af indlæggelser samlet set, når man medtager indlæggelser for andre årsager hos patientgruppen.
”Vi er begejstrede over resultaterne, men træerne vokser altså ikke ind i himlen. Vi skal huske på, at vi har at gøre med meget syge patienter med en del komorbiditet. Men det er ofte dramatisk at blive indlagt for hjertesvigt, og hvis vi kan reducere de indlæggelser, er det især godt for de patienter, som tidligere har været indlagt for hjertesvigt.”
Et skærpet samarbejde
Hvis man spørger endokrinologerne, så er der heller ingen tvivl. SGLT-hæmmerne har vist deres værd og kan mere end at behandle type 2-diabetes; SGLT2-hæmmerne rummer et potentiale for en mere effektiv behandling af en gruppe patienter, som befinder sig i krydsfeltet mellem diabetes og hjertesvigt. Det siger Peter Rossing, som er professor og forskningsleder ved Steno Diabetes Center Copenhagen med speciale i diabetiske senkomplikationer i nyre og hjerte-kar-system.
”EMPEROR-Reduced og DAPA-HF-studierne gav for alvor SGLT2-hæmmerne en etableret plads i behandlingen af hjertesvigt. EMPEROR-Preserved føjer til det ved at være det første studie, som demonstrerer klar effekt på hjertesvigt med bevaret venstre ventrikelfunktion. Vi har ikke haft noget at tilbyde den population tidligere – men det har vi altså nu.”
Peter Rossing pointerer, at samarbejdet omkring SGLT2-hæmmere lige nu er højaktuelt og ser ud til at udvikle sig yderligere i fremtiden. Der vil komme flere og flere snitflader og skæringspunkter mellem de to kliniske specialer.
”Vi taler om en svært heterogen patientgruppe, som befinder sig i et krydsfelt mellem endokrinologerne og kardiologerne. Patienter med type 2-diabetes og hjertesvigt med bevaret venstre ventrikelfunktion er ikke nemme at identificere og diagnosticere, og de forhold stiller krav til et skærpet og endnu tættere samarbejde mellem os. Samarbejdet vil være vigtigt både i forhold til diagnosticering og behandling af patienterne. I forhold til at diagnosticere patienterne kan vi forhåbentligt lære af hinanden fremadrettet. I forhold til behandlingen vil der med den stigende udbredelse af SGLT2-hæmmere opstå spørgsmål om medicinering, som vi også skal forholde os til i et samarbejde.”
Helt konkret handler det om at være særligt opmærksom på patienternes symptomer, når vi møder dem i klinikken, understreger Peter Rossing.
”Hjertesvigt er en symptom-diagnose. Patienterne vil ofte være forpustede, og jeg skal som endokrinolog være mere opmærksom på de symptomer. Jeg skal eksempelvis spørge ind til forpustethed og ødemer, som kan være et symptom på hjertesvigt, ligesom nedsat nyrefunktion, som også er hyppigt forekommende hos mine patienter, kan være et tegn på hjertesvigt. I de tilfælde, hvor der er mistanke, skal jeg naturligvis henvise til kardiologerne. ”
Skæringspunkter og snitflader
Olav Wendelboe er enig med Peter Rossing i, at der i fremtiden vil være et stigende antal skæringspunkter og snitflader mellem endokrinologernes og kardiologernes arbejdsopgaver – og at der derfor også vil være udfordringer i forhold til at koordinere opgaverne.
”Vi vil uden tvivl se flere og flere patienter, som befinder sig i vores kliniske krydsfelt, og som kardiologer skal vi naturligvis være mere opmærksomme på de patienter, som også kan have diabetes, ligesom endokrinologerne skal skærpe deres opmærksomhed på patienter med tegn på åreforkalkning og hjertesvigt. Udfordringen kan blive at koordinere behandlingen internt mellem os – og ikke mindst at koordinere samarbejdet med patienternes praktiserende læger. Det er nemlig endokrinologerne, som skal følge de mere komplicerede diabetes-patienter, når de er udskrevet, og det er praktiserende læger, der står med ansvaret for justering og pausering af behandling, hvis patienten f.eks. bliver akut syge med influenza eller anden alvorlig, akut sygdom. Derfor er det helt afgørende, at der gennem et struktureret samarbejde mellem specialerne bliver fulgt tæt og kontinuerligt op på patienterne. Netop dét vil sikre dem den bedst tænkelige behandling.”
Digitalt værktøj
Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) har udviklet et digitalt værktøj til beregning af risikoen for hjerte-kar-sygdom hos patienter med type 1-diabetes. Målet er at forebygge alvorlige hændelser og redde liv. Det nye værktøj skal hjælpe klinikere til en bedre forebyggelse af hjerte-kar-sygdom blandt personer med type 1-diabetes. Ved at indtaste en række data fra patienterne som blodsukkerværdi, blodtryk og kolesterol udregnes risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom over en fem eller tiårig periode. Beregneren til hjerte-kar-sygdom benyttes på daglig basis på SDCC og indgår i Dansk Endokrinologisk Selskabs behandlingsvejledning for type 1-diabetes.
Kilde: Steno Diabetes Center Copenhagen