Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Voksende andel coronasmittede på intensiv er ikke indlagt på grund af corona

Antallet af coronapatienter falder markant i øjeblikket på intensivafdelingerne i hovedstaden, og blandt de nuværende indlagte med en positiv test er en voksende andel ikke i behandling for covid-19, men fejler noget andet.

Det skriver Berlingske.

Det vil sige, at de ikke er indlagt på grund af covid-19, men med coronavirus og har brug for intensivbehandling efter for eksempel en stor operation, en hjerneblødning eller en alvorlig trafikulykke.

»Det er en meget glædelig udvikling. Selvom der er en meget høj omikronsmitte i hovedstaden, er antallet af intensivpatienter i behandling for covid-19 faldet markant gennem et par uger, og det ser ud til at fortsætte. Forventningen er, at den samlede belastning med omikron på intensivafdelingerne vil være meget lavere end med deltavarianten,« siger professor Anders Perner fra Rigshospitalets intensivafdeling til Berlingske.

Antallet af coronaindlagte på intensivafdelingerne i hovedstaden faldt i weekenden til 20, og ifølge Anders Perner viser det seneste tal fra mandag morgen, at der nu blot er 16 indlagte intensiv-covid-19-patienter i hele Region Hovedstaden, efter at tallet ved årsskiftet var oppe omkring 30. Region Hovedstaden skærer derfor nu ned på sit intensivberedskab mod covid-19 og flytter ressourcer tilbage til behandlingen af patienter med andre lidelser.