Norske myndigheder: Bedre at blive smittet nu end senere
"Mange har for nylig fået boostervaccine og meget god beskyttelse mod alvorlig sygdom. For dem er det bedre at blive smittet nu end senere."
Sådan skriver de norske sundhedsmyndigheder Folkehelseinstituttet (FHI) ligeud i en ny risikovurdering, som er lavet forud for, at den norske regering om få dage skal vurdere, om restriktionerne skal lempes eller skærpes.
FHI påpeger også, at naturlig infektion efter anden dosis (til unge) eller tredje dosis (til ældre) "sandsynligvis giver bredere og mere langsigtet beskyttelse ud over en dosis mere".
I risikovurderingen peger FHI på, at det på sigt vil være svært for folk at undgå smitte, og at en kraftig opbremsning i epidemien egentlig bare udskyder problemet. En kraftig opbremsning vil også kræve hårde restriktioner, som rammer nogle mennesker kraftigt.
FHI råder derfor til, at de fleste restriktioner kan trappes ned på kort tid, uden at det på sigt vil give øget sygdomsbyrde. Eksperterne fra FHI råder til, at restriktioner, som rammer børn og unge, fjernes føst.
"Vi vurderer, at den betydelige vinterbølge i epidemien vil fortsætte med at vokse i nogle uger. Vi anslår baseret på scenarier fra modellering, at vinterens bølge vil kunne ramme tre-fire millioner mennesker, hvoraf 12-13.000 må indlægges. Jo længere tid, restriktionerne varer, jo længere tid varer epidemien. Nytten af restriktioner er at reducere bølgetoppen, men bare i lille grad at reducere antallet af smittede tilsammen," skriver FHI i rapporten.
Da der er 5,3 millioner indbyggere i Norge, regnet FHI altså med, at op til ca. 75 procent af befolkningen skal smittes - det er bare et spørgsmål om, hvornår det sker. Og at det med andre ord måske er bedre at rykke tanden ud end at trække pinen i langdrag.
FHI vurderer, at der i sidste halvdel af februar og begyndelsen af marts vil være op til 300 indlæggelser hver dag og mellem 40.000 og 125.000 smittede hver dag. Det kan føre til, at der samtidig kan være op til 1.000 indlagte. Men, vurderer FHI - det vil ikke føre til mere end maks. 175 patienter i respirator samtidigt.
Årsagen til denne optimisme skal ses i, at Omikron giver mildere sygdom end Delta, og at tre ud af fire nordmænd er fuldt vaccinerede, og 47 procent har fået tre stik. For vaccinerne har enorm effekt i forhold til at undgå indlæggelse: 55 procent, af dem, der indlægges i Norge, er uvaccinerede, selv om uvaccinerede udgør under en tiendedel af den voksne befolkning. Kun 29 procent af de uvaccinerede indlagte har anden sygdom, mens 85 procent af de trippelvaccinerede indlagte har anden sygdom. Deres medianalder er også 69 år, mens de uvaccineredes medianalder er 53 år.
Tags: corona
