Falckreddere siger nej til 15.000 for en ekstravagt
Falck har store problemer med at bemande deres ambulancer i Region Nordjylland, og derfor kan de i øjeblikket ikke overholde den gennemsnitlige responstid, som er aftalt med regionen.
I weekenden betød det blandt andet, at ambulancer i nogle tilfælde var mere end 13 minutter om at nå frem i Aalborg. I kontrakten mellem Falck og regionen er det aftalt, at ambulancerne i gennemsnit på et år skal være fremme på 9 minutter og 12 sekunder.
Regionen har selv sat to ambulancer på gaden i et forsøg på at få responstiden ned, og i weekenden tilbød Falck deres nordjyske reddere 15.000 kroner for 12 timers ekstra arbejde. Svaret fra redderne var dog et nej.
Ifølge DR afviser redderne at tage ekstravagter, fordi de er utilfredse med manglende anerkendelse for deres indsats under coronaepidemien, og at de ikke er blevet opsagt i forbindelse med, at ambulancedriften fra udgangen af marts overgår fra Falck til virksomheden Pro-Med og Region Nordjylland. Ved en opsigelse ville de nemlig sikret være en fratrædelsesgodtgørelse på 1-3 måneders løn alt efter, hvor længe de har været ansat.
Den nordjyske regionsrådsformand Mads Duedahl (V) er ikke tilfreds med, at en konflikt mellem redderne og Falck giver længere udrykningstider. "Det må Falck se at få ændret. Jeg forventer handling fra deres side," siger han til DR.
