Mange patienter med tarmsygdomme rammes af senfølger efter covid-19
Træthed og tab af smags- eller lugtesans er hyppige covid-19-senfølger blandt danskere med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD). Afbrydelse af behandling med immundæmpende medicin er forbundet med større risiko for senfølger blandt colitis ulcerosa-patienter.
Det viser resultater af et dansk studie udgivet i tidsskriftet Journal of Crohn’s and Colitis. Efter en median opfølgning på 5,1 måneder oplevede hele 42,3 procent af colitis ulcerosa-patienterne og 45,9 procent af Crohnspatienterne senfølger mindst 12 uger efter covid-19-infektionen. De hyppigste senfølger var træthed, tab af smags- eller lugtesans, hovedpine, åndedrætsbesvær og ledsmerter.
Data stammer fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt danske IBD-patienter. I alt 137 colitis ulcerosa-patienter og 85 Crohns-patienter deltog. Resultaterne er dermed baseret på patienternes selvrapportering, men 29 af deltagerne fik foretaget en lægelig senfølgevurdering, som i alle 29 tilfælde bekræftede, at symptomerne faktisk var covid-19-senfølger.
Interessant nok hang risikoen for senfølger ikke sammen med hverken alder eller andre sygdomme (komorbiditet). Det er altså patienter i alle aldre og tilstande, som rammes af senfølger. Derimod var afbrydelse af behandling med immundæmpende medicin mod colitis ulcerosa forbundet med større risiko for senfølger.
”Vi er de første, som har undersøgt og fundet en sammenhæng mellem behandlingsstop og senfølger ved colitis ulcerosa. Vi har justeret for alle tænkelige ting, som kunne påvirke resultaterne, men selv efter en justeret analyse er sammenhængen signifikant. Vi ved ikke, hvad forklaringen er, og resultatet skal verificeres i andre populationer, før vi kan drage konklusioner,” siger studiets førsteforfatter, læge og ph.d.-studerende Mohamed Attauabi fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital.
Opblussen af Crohns sygdom
Forskerne undersøgte også, med udgangspunkt i registerdata fra den danske COVID-IBD-kohorte, om covid-19-infektion havde betydning for IBD-patienternes sygdomsaktivitet. For patienter med Crohns sygdom var tre faktorer forbundet med opblussen af sygdommen: svær covid-19 – defineret som indlæggelseskrævende covid-19 – Crohns i de øvre dele af mave-tarmsystemet samt behandling med de biologiske lægemidler ustekinumab og infliximab under infektionen. Resultaterne er imidlertid baseret på ganske få patienter og skal derfor verificeres i andre studier.
