Hård kritik af den svenske regering: I lyttede for meget til Tegnell
En kommission af nordiske eksperter har gransket Sveriges håndtering af coronaepidemien, og i dens slutrapport er kritikken af den svenske regering hård.
I Coronakommissionens rapport, som er blevet offentliggjort i dag, får regeringen kritik for at have udvist et svagt lederskab. Den blev i stedet for afhængig af Folkhälsomyndighetens vurderinger. Folkhälsomyndigheten er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen.
"Regeringen havde en for ensidig afhængighed af vurderinger foretaget af Folkhälsomyndigheten i Sverige. Ansvaret for disse vurderinger påhviler i sidste ende en enkelt person, Folkhälsomyndighetens generaldirektør. Det er ikke en tilfredsstillende ordning for beslutningstagning under en alvorlig samfundskrise," hedder det i rapporten.
Generaldirektøren er Karin Tegmark Wisell, og afdelingschefen for sundhedsanalyser er den velkendte Anders Tegnell, som blev kendt som Sveriges statsepidemiolog.
Rapporten giver også regeringen smæk for mangel på synlig ledelse i kommunikationen til offentligheden.
Den svenske regering besluttede i juni 2020 at lade en kommissionundersøge håndteringen af epidemien i Sverige. Kommissionen har hovedsageligt fokuseret på de indledende faser af pandemien og den første bølge i foråret 2020, hvor Sverige havde et af Europas højeste dødsrater, primært fordi beskyttelsen af ældre og andre risikogrupper var alt for dårlig.
Kommissionen består af 15 eksperter. De fleste er fra Sverige, men der er også eksperter fra Norge og Finland, og fra Danmark har professor i økonomi, Torben Andersen fra Aarhus Universitet, deltaget.
Kommissionen vurderer ganske vist, at den fokus, der var på rådgivning og anbefalinger frem for tvang grundlæggende var rigtigt, da det betød, at borgerne i højere grad beholdt deres personlige frihed sammenlignet med i mange andre lande. Men de foranstaltninger, der blev truffet, var for få og kom for sent. Allerede i februar/marts 2020 burde der være blevet iværksat mere effektive restriktioner og kontrolforanstaltninger, som kunne have dæmmet op for smitten, vurderer kommissionen. Der skulle bl.a. have været indført indrejseforbud seneste i marts 2020, og flere aktiviteter burde have været lukket tidligt i pandemien. Kommissionen mener, at allerede i midten af marts 2020 burde indkøbscentre, restauranter, kultur- og sportsbegivenheder, frisørsaloner, svømmehaller og lignende være blevet lukket.
"Når der manglede en plan for at beskytte ældre og andre risikogrupper, burde der have været gjort en tidligere og større indsats for at forsøge at bremse den generelle spredning af smitte," skriver kommissionen.
Tags: corona
