Lægeformand opfordrer praktiserende læger til at behandle ukrainere
Der kommer i øjeblikke flere og flere ukrainske statsborgere til Danmark, og de er hverken EU-borgere eller registreret som asylansøgere. Formand for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg, opfordrer alle praktiserede læger i landet til at yde dem lægehjælp alligevel, hvis de har behov for det.
Mandag eftermiddag sendte PLO en mail ud til alle landets praktiserede læger, hvori de opfordres til at tage imod ukrainske flygtninge, hvis de har behov for lægehjælp. Også selv om de ikke har et sundhedskort, og der derfor er tvivl om, hvordan ydelserne skal afregnes
Det fremgår af mailen, at PLO er i dialog med Danske Regioner om, hvordan ukrainerne skal lægebetjenes. Men at der er enighed om, at almen praksis bør tilse dem, også selv om en aftale ikke er på plads.
I hele landet er lægehusene klar til at yde almen lægehjælp til ukrainske flygtninge, også selvom de ikke er registreret med sundhedskort eller lignende endnu. 💙💛 #StandingWithUkraine #sundpol
— Jørgen Skadborg (@skadborg) February 28, 2022
PLO’s tidligere formand Christian Freitag, som er læge ved Holte Lægehus på Sjælland, skriver på Twitter, at "døren er åben.«
Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke overblik over, hvor mange ukrainere der er rejst ind i Danmark, da ukrainske statsborgere kan rejse til Danmark uden visum, og at der ikke er krav om, at de skal registreres.
FN oplyser, at mere end 660.000 borgere er blevet drevet på flugt fra Ukraine i forbindelse med den russiske invasion. Antallet af personer, der flygter, stiger dog med en sådan hast, at det kan ende med at blive "Europas største flygtningekrise i dette århundrede" ifølge Shabia Mantoo, der er talskvinde for FN´s flygtningeorganisation UNHCR.
Den danske regering planlægger lige nu efter, at 20.000 ukrainske flygtninge ankommer til Danmark, men antallet kan ændre sig.
