Region gør klar til at ansætte ukrainske flygtninge
Region Sjælland gør nu klar til at ansætte mindst 200 ukrainske flygtninge.
"Region Sjælland er en stor virksomhed med over 20.000 ansatte, og vi skal naturligvis hjælpe, når Folketinget har åbnet muligheden for, at flygtninge kan tage arbejde umiddelbart efter ankomst til Danmark," siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
I første omgang kommer ukrainske flygtninge ikke til at løse sundhedsrelaterede opgaver såsom at pleje patienter, da det kræver, at medarbejderen kan dansk og har autorisation hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
I stedet vil der være tale om servicejob, der hverken kræver, at medarbejderen kan dansk eller har autorisation for at kunne varetage opgaverne. Regionen vil dog forsøge at bruge flygtningenes kompetencer så godt som muligt.
Ansættelse af flygtninge vil blive koordineret med kommunerne og deres jobcentre, og det kræver, at det bliver muligt at ansætte flygtninge, der opholder sig i Danmark på turistvisum.
Når de ukrainske flygtninge kommer til Danmark, vil nogle af dem have behov for at få hjælp fra sundhedsvæsenet. For at kunne imødekomme det har Region Sjælland i samarbejde med de nationale myndigheder iværksat flere sundhedstiltag rettet mod både herboende ukrainere og ukrainske flygtninge.
For eksempel kan de ved ankomsten til Danmark have behov for at få vurderet deres helbred. Derfor har regionen placeret en mobil sundhedsklinik ved Rødby Havn. Der er også oprettet en telefonisk hotline, hvor det er muligt for ukrainere, der er i Danmark, at få en krisesamtale samt at blive henvist til yderligere hjælp i psykiatrien – for eksempel til yderligere krisesamtaler.
