Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Influenzaen tager endnu et hop op

Mens covid-19-smitten fortsatte med at falde, stiger influenzasmitten uge for uge, og foreløbig er der registreret 49 dødsfald denne sæson.

Frem til uge 6 var positivprocenten for influenza helt nede på mellem 0,5-1 procent. Siden er den bare steget uge for uge, og i uge 12 var den på 27 procent. Mere end hver fjerde, der blev testet for influenza, har altså været positiv. 

Normalt ville influenzasæssonen være begyndt for næsten tre måneder siden, men i år begyndte den altså først i starten af marts og overgår nu foregående sæsoner. Og den er nok mere udbredt, end tallene indikerer. 

”Selvom vi tester betydelig mere for influenza i denne sæson end i de tidligere sæsoner, må vi forvente, at der er et stort mørketal for influenza, da langt fra alle, der får symptomer, bliver testet," siger afdelingslæge Rebecca Legarth fra Statens Serum Institut. 

Incidensen af influenza er fra uge 11 til uge 12 vokset yderligere fra 45 til 55 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Det er en vækst på knap 22 procent mellem uge 11 og 12, hvilket dog er markant mindre end væksten mellem uge 10 og uge 11, der var på 111 procent.

”Selv om antallet af påviste influenzatilfælde ligger på et langt højere niveau end i de foregående sæsoner, er der tegn på at influenzakurven er begyndt at bøje af, selv om den fortsat stiger,” siger Rebecca Legarth.

Statens Serum Institut forventer, at antallet af nye influenzasmittede godt kan fortsætte med at stige yderligere i hvert fald et par uger endnu. Men mønstret for influenza har været atypisk i denne sæson, så derfor skal tallene tolkes med forbehold.

I alt har der været registreret 9.743 influenza-smittede denne sæson, som altså stort set kun har været i marts, og heraf har de 9.669 tilfælde været af typen A. Der findes overordnet tre influenza-typer A, B og C. Type A er den hyppigste og alvorligste med kraftige symptomer.

I alt har været 1.851 indlæggelser i denne sæson, og der har været registreret 49 dødsfald, primært blandt ældre. To personer under 64 år er døde. Dødsfaldene er også sket her i marts - frem til 3. marts havde der kun været i alt syv registrerede influenzarelaterede dødsfald.

Geografisk set er hovedstadsområdet og Fyn hårdest ramt af influenza-epidemien. 

Mere end 1,71 million personer er blevet influenzavaccineret i denne sæson, svarende til 29,1 procent af den danske befolkning. Rekord høj vaccinationstilslutning er opnået blandt beboere på plejehjem (83,1 procent) og personer i aldersgrupperne +82 år (80,8 procent) og 65-81 år (77,9 procent). Der ses derimod kun lav tilslutning blandt sundheds- og plejepersonale (27,8 procent) og blandt børn i alderen 2-6 år (28,4 procent). 

 

Fakta

WHO anbefaler, at influenzavaccinerne anvendt i 2021/2022 har følgende antigenindhold:

  • A/Victoria/2570/2019 (H1N1)pdm09-lignende virus
  • A/Cambodia/e0826360/2020 (H3N2)-lignende virus
  • B/Washington/02/2019-lignende virus (Victoria linjen)
  • B/Phuket/3073/2013-lignende virus (Yamagata linjen)

I år anvendes i Danmark tre inaktiverede influenzavacciner, som alle er 4-valente og sammensæt efter WHO’s anbefalinger.

 

Fakta

Influenza A

Influenza A er den mest skadelige type influenza. Den hører naturligt hjemme hos vildfugle og visse pattedyr, som f.eks. grise, som betyder, at dyrene normalt ikke bliver syge eller dør af infektionen.

Influenza A-slægten omfatter adskillige grupper af virus, med navne som H1N1, H2N3, H5N1 m.m. Der findes flere tusinde forskellige 'underarter' af influenza A.

Den Spanske Syge blev f.eks. forårsaget af én udgave af H1N1. Den seneste influenza-pandemi var den forholdsvis milde pandemi i 2009, hvor et nyopstået AH1N1 dannet af gener fra tre forskellige svineinfluenza spredte sig hos mennesker. Sammenlignet med sæsoninfluenza forløber en pandemi typisk uden for den forventede influenzasæson, kommer i flere bølger og rammer overvejende yngre aldersgrupper, der ikke allerede er immune.

Influenza B

Influenza B inficerer kun mennesker og sæler. Man kender ikke til pandemier forårsaget af influenza-B-virus.

Influenza C

Influenza C har som B'eren ikke forårsaget nogen kendte pandemier, men kun små lokale epidemier. Den inficerer mennesker og grise.

 

Fakta

Selvom sæsoninfluenza vender tilbage hver vinter, bliver man ikke syg hvert år. Undersøgelser viser, at voksne over 30 år typisk kun rammes af sengekrævende influenza sygdom ca. hvert 5. år, hvorimod børn typisk rammes oftere. Det er i høj grad smitte blandt børn, der holder smitten i gang.

Ind i mellem forårsager et helt nyt influenzavirus en pandemi. Dette kan have alvorlige konsekvenser, da størstedelen af befolkningen vil være modtagelige. Den alvorligste og mest omfangsrige pandemi var "den spanske syge" i 1917-18, hvor influenza AH1N1 var et nyt influenzavirus, der sandsynligvis blev overført fra fugle og ramte unge mennesker særligt hårdt.

Kilde: SSI

 

 

Relateret artikel