Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Opdaterede beregninger: Så meget øger det 3. stik beskyttelsen mod omikronvarianten

De første beregninger af vaccineeffektiviteten over for omikronvarianten er nu blevet opdateret. Nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at tre vaccinedoser med enten Pfizer-BioNTech eller Moderna beskytter næsten 50 procent mod smitte og endnu mere mod alvorlig sygdom.

Studiet er endnu ikke fagfællebedømt, men kan ses i preprint hos Research Square.

I studiet ses en beskyttelse på mellem 88,8 procent og 90,2 procent umiddelbart efter tredje dosis vaccine.

Og beskyttelsen fortsætter. Hos personer vaccineret med tredje dosis for mere end 121 dage siden ses fortsat en forholdsvis god effektivitet på 66,2procent til 77,3 procent. Dette er igen sammenlignet med uvaccinerede.

Studiet dækker en periode, der begyndte den 28. december 2021. Her udgjorde omikronvarianten cirka 90 procent af tilfældene, og der var udbredt samfundssmitte og dermed et stort datagrundlag.

Sammenlignet med uvaccinerede personer er vaccineeffektiviteten mod infektion med omikronvarianten for covid-19-vaccinen fra Pfizer-BioNTech estimeret til 37 procent umiddelbart efter anden dosis. Efter mere end 121 dage efter vaccination er denne effekt faldet til 9,8 procent.

Vaccineeffektiviteten stiger imidlertid igen til 47,9 procent umiddelbart efter tredje dosis. Det betyder, at personer, der for nylig har modtaget 3. stik, bliver smittet med omikron i op mod halvt så mange tilfælde som uvaccinerede personer gør.

For covid-19-vaccinen fra Moderna er vaccineeffektiviteten mod infektion med omikronvarianten estimeret til 37,9 procent umiddelbart efter anden dosis. Effekten falder til 13,2 procent, når der er gået mere end 121 dage siden vaccination. Vaccineeffektiviteten stiger igen til 47,7 procent umiddelbart efter tredje dosis.