Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Staten kasserer over en million vacciner mod covid-19

1,1 million doser af Moderna-vaccinen er blevet for gamle og skal destrueres, oplyser Statens Serum Institut.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) har Danmark fulgt en strategi om at købe alle de vacciner, det var muligt, for at sikre, at der var coronavacciner nok. 

Men nu brænder staten inde med dem, for holdbarheden udløber. Og det har ikke været muligt at donere til udviklingslandene. For første gang under pandemien er der nemlig opstået en situation, hvor vaccineudbuddet overgår efterspørgslen.  

Danmark har i længere tid samarbejdet med andre europæiske lande for at finde lande, der vil modtage vores overskydende vacciner. Men i lyset af faldende efterspørgsel samt manglende udrulningskapacitet og vilje til at lade sig vaccinere i udviklingslandene har det været vanskeligt for Danmark og andre EU-lande at finde modtagerlande til de overskydende doser, oplyser Statens Serum Institut.

"Sundhedsmyndighederne og Udenrigsministeriet har i de seneste måneder rettidigt afsøgt alle donationsmuligheder. Der er rakt ud til over 70 lande, og der har været dialog med COVAX, EU’s vaccinetaskforce, koordinatorer og producenter," heddet det i en pressemeddelse fra instituttet.

Danmark har i alt doneret over 9,3 millioner doser vacciner til 20 forskellige lande. Heraf er langt størstedelen doneret gennem COVAX.

Der må forventes yderligere kassationer i løbet af året, hvis situationen ikke ændrer sig.

Tags: corona