BOGINTERVIEW. Danmark er allerede nu godt rustet over for fremtidige varianter af coronavirussen i kraft af udbredt superimmunitet hos vaccinerede, som også har været smittede. Det fortæller professor Lone Simonsen i forbindelse med udgivelsen 5. maj af sin nye bog "Hvordan håndterer vi fremtidige pandemier", der ser både frem og tilbage på covid-19-pandemien.
På grund af kombinationen af vacciner og naturlig smitte er den enkeltes immunforsvar over for SARS-CoV-2-virusset blevet modnet, således at man formentligt også undgå alvorlig sygdom ved fremtidige varianter, mener professor i epidemiologi og leder af forskningscenteret PandemiX på Roskilde Universitet, Lone Simonsen. Hun er uddannet sygdoms-detektiv ved den amerikanske sundhedsmyndighed CDC i Atlanta og har tidligere arbejdet for blandt andre WHO og National Institutes of Health, NIH) i USA:
”Immuniteten i befolkningen er bygget op med først med to vaccinestik, et “booster”-stik og endelig for de flestes vedkommende en naturlig “booster” i form af smitte med omikron-virusset oveni,” fortæller Lone Simonsen og uddyber:
”Den relativt milde omikron-variant koblet med en ekstremt høj vaccinationsdækning blandt ældre borgere I Danmark, hvor over 95 procent af danskere over 50 år fået to eller tre vaccinestik, gjorde det muligt at lade omikron-varianten løbe igennem befolkningen i begyndelsen af 2022, uden at de høje smittetal medførte en voldsom stigning i indlæggelser, patienter med behov for intensiv behandling eller dødsfald. SI anslår, at op imod 70 procent af danskerne har været smittet med omikron siden december 2021,” siger Lone Simonsen. Hun tilføjer, at hendes bedste bud er, at det værste er bag os, og at pandemifasen formentligt vil slutte i 2022 takket være den betydelige immunitet i befolkningen.
Lone Simonsen, der i sin nye bog gør status over pandemien og håndteringen heraf, samt ser på, hvad vi kan gøre, når den næste pandemi rammer, er også fuld af fortrøstning i forhold til, hvis coronavirus skulle mutere til varianter, som tidligere sygdom og eksisterende vacciner ikke beskytter imod:
”Det er et relevant spørgsmål, om der vil komme andre og mere dødelige varianter efter omikron. Frygt-scenariet er, at der vil opstå fremtidige varianter, som kan overkomme vaccinedækningen mod alvorlig sygdom. En sådan ny variant kan opstå, og det kan ske hvor som helst, men hvis det sker, vil de vacciner, vi allerede har udviklet, kunne tilpasses nye varianter. Sidst tog det otte måneder at udvikle de meget nye og meget effektive mRNA-vacciner. Næste gang vil vi med disse nye platforme for vacciner kunne lave opdaterede vacciner langt hurtigere.”
Lone Simonsen er dog langt mindre fortrøstningsfuld i forhold til, hvorvidt vi vil få nye pandemier, og om vi så i givet fald har lært af vores erfaringer fra covid-19 pandemien:
”Det er mit store ønske, at vi ikke glemmer al den viden og erfaring, som vi har indsamlet under denne pandemi, men at vi aktivt lærer af det. Mit formål med bogen er netop derfor at videregive de mange erfaringer i håbet om, at vi alle vil huske og lære af det, vi har gennemlevet, så vi står stærkere, når den næste pandemi rammer. For desværre viser historien, at vi har det med at lade læring fra pandemier gå i glemmebogen, og jeg er meget optaget af, at vi kommer i gang med at forberede os til den næste,” siger hun og uddyber:
”At man gerne vil videre og i gang med at leve livet igen, synes jeg egentlig også er et smukt og positivt træk ved menneskeheden. Det har været en hård tid. Men det er et faktum, at der vil komme flere pandemier i vores levetid. Det er kun et spørgsmål om hvor alvorlige, men uanset skal vi være bedre forberedte til at håndtere dem, så vi ikke igen skal se for eksempel plejepersonale uden nok værnemidler og uden den nødvendige testkapacitet til at finde ud af, hvem der er smittet.”
Ifølge Lone Simonsen bør vi blive bedre til at indtænke klimaforandringerne, miljø og bæredygtighed som led i forberedelser samt til at forstå, hvilke genetiske ændringer, der skal til, for at et virus for eksempel spreder sig effektivt blandt mennesker eller bliver mere dødeligt. Ligesom vi skal lade det indgå i forberedelserne, at den næste pandemi også kan være menneskeskabt.
Men hvordan forbereder vi os på en pandemi, som man nok ved vil komme, men ikke hvornår, hvorfra og i hvilken form? Det gør man ifølge Lone Simonsen ved at iværksætte globale samarbejder allerede nu:
”Vi ved ikke, hvilket virus der forårsager den næste pandemi, og dermed heller ikke, hvordan vi bedst bekæmper den. Men vi kan være bedre forberedt ved i det mindste at samarbejde og have lagre med testudstyr og værnemidler klar. Sådanne nødvendige materialer og udstyr har en lang holdbarhed. Hvis vi venter, og årene går, vil ”glemmebogen” betyde, at det blive sværere og sværere at finde politisk vilje til nye investeringer i pandemiberedskab. Det er derfor fornuftigt at planlægge den slags i fredstid lige efter en overstået pandemi, så planerne ligger fast,” forklarer Lone Simonsen og uddyber:
”Og som vi har set under covid-19-pandemien, så kan en dødelig pandemi lamme hele verden. Vi bliver altså nødt til at tænke globalt og ikke nationalt. Pandemier respekterer ikke landegrænser og nationaliteter. Vi skal lægge pandemiplaner, hvor vi internationalt har lavet en plan forinden om, hvordan vi vil dele kritiske ressourcer i fremtidens pandemier. Det gjorde stort indtryk på mig at se, hvordan Italien, som endda står mange af os nært, stod helt alene i pandemiens start, hvor der ikke var meget hjælp at hente fra andre lande. Vi skal sikre faglig epidemihåndtering og -kontrol, og svære etiske spørgsmål skal vendes internationalt og ikke nationalt,” siger Lone Simonsen. Hun mener at covid-19 pandemien på kort sigt vil blive husket i Europa for sundhedsmyndigheders langsomlighed og manglende forberedelse. Og så på lang sigt for de senfølger, som mange fik af covid-19 før vaccinen.
Lone Simonsen: "Hvordan håndterer vi fremtidens pandemier?" Udkommer på Informations forlag 5. maj og koster 49,95
Fakta
- For at være bedre forberedt til kommende pandemier og andre sundhedskriser har EU for nylig skabt en myndighed for kriseberedskab og indsats på sundhedsområdet, European Health Emergency Preparedness and Response Authority (HERA). Ideen er, at HERA skal indsamle efterretninger og data fra hele Europa og sikre fremstilling, lagre og distribuering af lægemidler, vacciner, tests og værnemidler. Det vil dække et uopfyldt behov i Europa på sundhedsområdet – noget, der virkelig blev tydeligt under covid-19-pandemien, hvor flere lande lukkede sig om sig selv og ikke havde en plan for en fælles pandemirespons.