SSI: Sandsynligheden for bekymrende virusvariant i mink i Danmark er lav, men kan ikke udelukkes
Statens Serum Institut siger i ny opdateret vurdering af sundhedsrisikoen for mennesker ved minkhold, at risikoen for, at der opstår en farlig variant ved ny begrænset produktion, er lille. Men udelukkes kan den ikke.
Rapporten, som Sundhedsministeriet har bedt om, blev offentliggjort i går, og der venter nu politiske forhandlinger i de kommende uger om en evt. genstart af minkerhvervet i Danmark i 2023.
Det har været midlertidigt forbudt at opdrætte mink i Danmark, siden over 15 millioner af mink blev slået ned i efteråret 2020 af frygt for nye mutationer af coronavirus, men 15 ud af 1.258 minkavlere har søgt om såkaldt dvalekompensation, hvilket betyder, at de 15 ønsker at genoptage produktionen.
Statens Serum Institut skriver, at det er meget vanskeligt at estimere en præcis sandsynlighed for, at der kan opstå en bekymrende variant i mink, da der hidtil ikke er identificeret nye bekymrende varianter opstået i mink siden covid-19-pandemiens start, og der er en række usikkerheder omkring, hvor mange mink, der reelt har været på verdensplan.
"Om end sandsynligheden for en VOC (bekymrende variant, red.) med udgangspunkt i en begrænset dansk minkavl vurderes at være lav og i høj grad kan mitigeres (mindskes, red.), kan konsekvensen dog være stor, og globalt omfatte nedsat infektions-, sygdoms- og epidemikontrol via vacciner, såfremt det sker," skriver Statens Serum Institut.
SSI estimerer i et worst-case scenario, at sandsynligheden for, at der kan opstå en bekymrende variant pr. år ved henholdsvis 15, 30 og 100 minkbesætninger er mindre end 0,5 procent, 1 procent og 3,5 procent pr år.
Selv hvis man gennemfører en række smitteforebyggende tiltag, vil man ikke kunne eliminere smitten med coronavirus mellem mennesker og dyr, mener Statens Serum Institut:
"Smitteforebyggende foranstaltninger vil kunne bidrage til at begrænse, men ikke eliminere, smitte mellem mennesker og mink, yderligere samfundssmitte samt udviklingen af nye virusvarianter, og derved nedbringe risikoen for den humane sundhed."
Smitteforebyggende foranstaltninger vil kunne være vaccination af mink- og pelserimedarbejdere, regulering af antal personer, der har kontakt med mink, korrekt og konsekvent brug af værnemidler og andre hygiejnetiltag, samt daglig test af medarbejdere med efterfølgende isolation i tilfælde af positiv test.
"Erfaringerne fra 2020 var, at de smitteforebyggende foranstaltninger, der blev indført dengang, ikke kunne bremse smittespredningen. Derfor vil den fulde effekt af tiltagene forudsætte, at der kan gennemføres en mere effektiv implementering og efterlevelse af de smitteforebyggende foranstaltninger," skriver Statens Serum Institut.
