Danske tal om covid-19: Næsten dobbelt så høj dødelighed for mænd
COVID-19: Dødeligheden med COVID-19 var næsten dobbelt så høj for mænd som for kvinder i perioden fra 1. marts 2020 til udgangen af 2021. Samtidig var dødeligheden højere for blandt andet lavtlønnede og arbejdsløse, viser en særkørsel hus Danmarks Statitstik.
Fra marts 2020 til nytår 2021 døde 3.550 danske borgere med covid-19. Det svarer til 61 dødsfald per 100.000 borgere. Her tælles alle døde, der inden for 30 dage inden dødstidspunktet, var testet positiv for virussen.
Der har dog ikke været lige stor dødelighed blandt forskellige befolkningsgrupper, og især kønsfordelingen har været ulige. Mens den aldersjusterede dødelighed lå på 46 ud af 100.000 kvinder og trak gennemsnittet ned, var den tæt på dobbelt så høj for mænd med lidt over 81 ud af 100.000.
”Kvinder bliver i gennemsnit ældre end mænd, og når vi tager højde for det ved at aldersjustere i forhold til befolkningens alder, kan vi se, at overdødeligheden hos mænd er mere markant,” forklarer Anne Vinkel Hansen, fuldmægtig i Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
”Derudover viser tallene, hvem der er døde med covid-19 og ikke nødvendigvis døde af covid-19. Den højere dødelighed blandt mænd kan derfor skyldes mange forskellige faktorer såsom livsstil, men det er ikke sammenhænge, vi har undersøgt,” siger Anne Vinkel Hansen.
Ud over køn viser tallene også, at tilknytning til arbejdsmarkedet har haft en betydning for, hvem der er døde med covid-19. Dødeligheden for aldersgruppen 15-69-årige var 14 ud af 100.000, og for de arbejdsløse i aldersgruppen var den aldersjusterede dødelighed tre gange så høj som for de beskæftigede. Den var mere end fire gange så høj for gruppen uden for arbejdsstyrken.
