Skuffede patienter og læger: Medicinrådet skyder biologisk behandling til hjørne
Danskere med kronisk bihulebetændelse (kronisk rhinosinuitis) fik ikke en ventet godkendelse fra Medicinrådet, der har udskudt en mulig anbefaling af Dupixent (dupilumab) på ubestemt tid. Danske Patienter efterlyser hurtig handling, siden astmatikere og patienter med atopisk eksem allerede har adgang til samme behandling.
Blandt danske øre-næse-halslæger var forventningerne store, inden Medicinrådets møde 18. maj.
Efter mødet stod de imidlertid skuffede tilbage, da den biologiske behandling, Dupixent (dupilumab), for anden gang på blot to måneder var til behandling, men ikke blev anbefalet af Medicinrådet.
Medicinrådets pressetjeneste oplyser kortfattet til Sundhedspolitisk Tidskrift, at man ikke ved, hvornår sagen bliver taget op igen.
Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrifts oplysninger kan sagen dog blive behandlet allerede på et møde i juni, hvor man fra Medicinrådets side ønsker sig flere informationer om lægemidlets effekt.
Overraskende afvisning i marts
På trods af patientgruppens problemer med f.eks. konstant løbende næse, manglende lugtesans og delvist tabt erhvervsevne afviste Medicinrådet i marts Dupixent (dupilumab) på sit møde med henvisning til prisen. Mens rådet samtidig konkluderede, at lægemidlet virker efter hensigten.






