Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

SSI købte 99 procent af alle podepinde i sin gamle afdeling

99 procent af i alt 94 millioner podepinde, som Statens Serum Institut (SSI) købte fra august 2020 til december 2021, blev købt hos SSI Diagnostica A/S - et firma, der indtil 2016 var en del af Statens Serum Institut selv. Indkøbet af podepindene for en kvart milliard blev aldrig sendt i udbud.

Det afslører Politiken.

I et svar til Politiken forklarer SSI de manglende udbud med, at vi var i en pandemi, »og der var store udfordringer med at finde leverandører, som kunne levere egnede podepinde«.

»I 2021 befandt vi os stadigvæk i en pandemi, og på baggrund af markedsundersøgelser var det SSI’s vurdering, at der kun var én leverandør på markedet, som kunne levere podepinde, der levede op til SSI’s krav. Indkøbene er derfor foregået i henhold til udbudslovens paragraf 80, stk. 3, nr. 2«, lyder det fra SSI.

SSI forklarer til Politiken, at de manglende udbud skyldes, at instituttets markedsundersøgelser viste, at kun SSI Diagnostica kunne levere de podepinde, som SSI ønskede. Markedsundersøgelserne blev dog kun foretaget i 2020, og flere leverandører, som Politiken har talt med, kan ikke genkende, at der ikke var andre egnede podepinde på markedet. 

Sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) er allerede kaldt i samråd om SSI’s coronaindkøb uden udbud for 3,9 milliarder kroner. 

Venstres Martin Geertsen mener, at det »tenderer det skandaløse«, at SSI ikke har sendt indkøb af podepinde i udbud, og at man udelukkende foretog en markedsanalyse i epidemiens begyndelse.

Peder Hvelplund, Enhedslistens sundhedsordfører, mener, det er åbenlyst, at SSI efter den indledende og mest akutte fase burde have undersøgt markedet igen og udskrevet et udbud.