Lægemiddelforum arbejder på fælles, nordisk strategi
Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island er nu i gang med at finpudse en fælles strategi for, hvordan de sammen kan være med til at sikre forsyningen af hospitalslægemidler til de fem nordiske lande.
Nordisk Lægemiddelforum har eksisteret i syv år, og Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros, er imponeret over, at man nu er tæt på at kunne sætte det sidste punktum i en fælles nordisk strategi, der skal sætte retningen for det fremtidige nordiske samarbejde i Nordisk Lægemiddelforum.
"At vi er nået så langt på så få år, var der nok ikke nogen af os, som havde troet på. Men der har været en vilje og et engagement i landene til sammen at finde løsninger på de udfordringer, vi alle står over for: Et globaliseret marked, hvor forsyningssikkerheden bliver stadig mere usikker. Og hvor nye lægemidler bliver dyrere og dyrere. Den store viden og erfaring, vi har i de enkelte lande, kombineret med det, som vi har oparbejdet sammen, skal vi bruge til at styrke det nordiske og internationale samarbejde endnu mere," siger han.
Både Island, Finland, Sverige, Norge og Danmark kæmper for at sikre forsyningen af hospitalslægemidler og for at få de mest fordelagtige priser på nye, dyre hospitalslægemidler. Der er forskellige set up i de forskellige lande, og derfor kan der være forskellige nationale løsninger. Alligevel mener Flemming Sonne, at man med en fælles en strategi kan prioritere og sikre, at landene arbejder i samme retning.
"Vi skal ikke bygge et system, der gør det tungere at navigere i, men et system, der gør det mere enkelt at sikre løsninger på et område, der er meget komplekst," siger Flemming Sonne.
Nordisk Lægemiddelforum håber på at kunne sætte det endelige punktum i en fælles strategi til sommer.
Om Nordisk Lægemiddelforum
- Nordisk Lægemiddelforum blev etableret i 2015.
- Samarbejdet fokuserer på at dele viden og arbejde hen imod fælles nordiske løsninger. En væsentlig udfordring er at gøre det attraktivt at levere lægemidler til de nordiske lande, som i global sammenhæng er meget små markeder.
- I april 2019 publicerede Danmark sammen med Norge og Island de første fælles nordiske udbud. I 2021 blev der publiceret endnu et, denne gang med miljø som et vigtigt kriterium.
- De nordiske lande samarbejder foreløbigt på seks områder, hvor det at vidensdele og inspirere hinanden er den drivende kraft. Områderne er: Horizon Scanning, forsyningssikkerhed, nye dyre Lægemidler, fremstilling, bæredygtighed og fælles nordiske udbud.
- De enkelte lande indgår kun i de projekter, hvor det giver mening for dem.
