Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Endnu et tilfælde af abekopper i Danmark

Et tredje tilfælde af abekopper er påvist i det danske sundhedsvæsen. Der nu tre bekræftede tilfælde i Danmark.

For nogle dage siden blev der også konstateret et tilfælde af abekopper i Danmark, men da det var hos en svensker, der var på besøg, tæller det tilfælde ikke med i den danske opgørelse.

Ingen af de smittede vurderes at være smittet i Danmark. Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget smitteopsporing af personens nære kontakter i Danmark.

”Det er positivt, at der er endnu ikke konstateret smittekæder i Danmark” siger sundhedsminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet. 

I sidste uge offentliggjorde Statens Serum Institut en risikovurdering om abekopper, hvori det vurderes, at der er lav sandsynlighed for smittespredning af abekopper i den brede befolkning i Danmark.

Det første tilfælde af abekopper i Danmark blev bekræftet den 23. maj, mens andet tilfælde blev bekræftet den 24. maj. Der er begge tale om mænd, som forud for sygdommen havde været på rejse til Spanien.

257 tilfælde

De fleste tilfælde i de aktuelle udbrud er fundet i netop Spanien (20 bekræftede og 64 mistænkte tilfælde), Portugal (49 bekræftede tilfælde) og Storbrittanien (106 bekræftede tilfælde). Også Canada (26 bekræftede tilfælde) tæller godt med i statistikken. I alt var der pr. 29. maj fundet 257 bekræftede tilfælde i 23 lande i de aktuelle udbrud.

Lige nu er de fleste tilfælde blandt mænd, der har sex med mænd, og hvor smittemåden vurderes at være direkte fysisk kontakt. Smitten kan være sket ifm. sex, men smitte kan også ske ved tæt kontakt med væske fra hudblærer, ved smitte fra luftveje, ligesom der er beskrevet enkelte tilfælde, hvor smitte er sket ved kontakt med smittespredende genstande, herunder sengetøj m.v. 

Sygdommen begynder ofte med kulderystelser, feber, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Der ses desuden ofte lymfeknudesvulst. Inden for en til tre dage efter symptomdebut udvikler patienten udslæt, som ofte begynder i ansigtet og derefter spreder sig til andre dele af kroppen.

Der er i aktuelle udbrud en overvægt af tilfælde, hvor udslættet starter omkring kønsdelene og på baller. Udslættet udvikler sig og danner små blærer, som tørrer ud for til sidst at danne skorper. Modsat skoldkopper er det karakteristisk for abekopper, at alle hudelementer i samme område er i samme stadium.

Sygdommen forsvinder i løbet af to-fire uger og er som regel mild eller moderat mild og meget sjældent dødelig. 

 

Tags: abekopper