Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Læger efterlyser milliarder til nye scannere, IT-systemer og vedligehold af gamle hospitaler

Mange sygehuse er slidte, og it-systemer og scannere har hårdt brug for en opgradering, mener Lægeforeningen, som efterlyser investeringer på cirka 6,5 milliarder i den økonomiaftale, som Finansministeriet og Danske Regioner skal lande for store dele af sundhedsvæsenet i løbet af kort tid.

”Uden seriøse, vedvarende investeringer i udstyr og bygninger vil patienterne opleve dalende kvalitet i de tilbud, hospitalerne kan levere,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.

Spørgsmålet er dog, hvor mange penge finansminister Nicolai Wammen (Soc) vil punge ud med til regionerne. Økonomiaftalen med kommunerne, som blev indgået onsdag aften, er den strammeste aftale i mange år. Bl.a. betyder den aftale, at kommunerne får 1,4 milliarder kroner mindre end sidste år til planlagte byggerier af daginstitutioner og renoveringer af skoler og veje.

80 procent af hospitalerne er gamle

Flere af landets hospitaler er over 50 år gamle og kræver renovering. 80 pct. af bygningsmassen i regionerne er ældre hospitaler, og regionerne skal derfor prioritere at renovere og udbygge dem inden for den anlægsramme, der årligt forhandles med staten.

Region Hovedstaden fik i 2018 Rambøll til at gennemgå alle regionens hospitaler, med henblik på at vurdere den fysiske tilstand. Rambøll konkluderede, at 24 procent af bygningerne er i kritisk tilstand, dvs. at bygningernes dele er begyndt at forfalde eller er nedbrudte og nedrivningsklare. En ældre Rambøll-rapport fra 2014 om bygningstilstanden på alle landets hospitaler viste, at 32 procent af bygningerne var i kritisk tilstand.

Camilla Rathcke mener, at der er en risiko for, at hospitalerne i landet bliver A- og B-hospitaler. Desuden har det konsekvenser for det antal patienter, sundhedsvæsenet kan nå at behandle.

”Der har været for mange år, hvor sundhedsvæsenets udstyr og bygninger bredt set ikke er blevet opgraderet nok. Det er noget, mange læger oplever hver dag på hospitaler landet over. Selvom apparatur af ældre dato fungerer, så misser man muligheden for tage nye, bedre og måske mere skånsomme metoder og behandlinger i brug til gavn for patienterne,” siger hun.

En analyse om investeringsbehovet fra Danske Regioner viser, at vedligehold og afskrivning alene vil kræve cirka 4,5 milliarder kroner, men der skal også investeres massivt i nyt udstyr, teknologier og ande. Derfor skal der i økonomiaftalen sættes i omegnen af 6,5 milliarder kroner af.

 

 

Tags: økonomiforhandlinger