Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Leif Vestergaard stopper i Medicinrådet

Leif Vestergaard Pedersen har været patienternes repræsentant i Medicinrådet siden begyndelsen 1. januar 2017. Men nu er det slut. Den tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse forlader rådet.

"Leif har løftet en vigtig opgave på vegne af Danske Patienter i Medicinrådet. Det har været et stort og ressourcekrævende arbejde at sikre, at patientperspektivet bliver hørt, og her har Leif været en fornøjelse at kæmpe sammen med," siger direktør for Danske Patienter, Morten Freil, der har den anden plads som patientrepræsentant i Medcinrådet. 

Leif Vestergaard Pedersen har tidligere sagt til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han endnu aldrig har lagt en karriereplan, men han reagerer, når hans nysgerrighed og videbegærlighed tilsiger ham, at det er på tide at udfordre sig selv og lære noget nyt. 15. februar blev han formand for Det Etiske Råd, og sidste efterår blev han også formand for epilepsihospitalet Filadelfias bestyrelse. 

Efter en indstillingsrunde blandt Danske Patienters medlemsforeninger er Lisbeth Høeg-Jensen, som er chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, nu valgt som ny repræsentant i stedet for Leif Vestergaard Pedersen. Sammen med Morten Freil skal hun bidrage til, at patientperspektivet bliver hørt i rådets beslutninger.

”Jeg er meget glad for at være blevet valgt som én af de to stemmer for patienterne i Medicinrådet – og glæder mig til at komme i gang med det vigtige arbejde. At prioritere standardbehandlinger på tværs af forskellige patientgrupper er en nødvendig, men også svær opgave. Jeg vil derfor også arbejde for, at Medicinrådets beslutninger bliver så transparente som muligt,” siger Lisbeth Høeg-Jensen.

Hun er tidligere enhedschef for Evidens, uddannelse og beredskab i Sundhedsstyrelsen og vil i Medicinrådet gøre brug af sine mange års erfaring inden for udarbejdelse af forskellige typer af nationale anbefalinger og kliniske retningslinjer på sundhedsområdet.