Regeringen og Danske Regioner ville have 1.000 flere sygeplejersker, men har kun fået 194
500 flere sygeplejersker i 2020 og yderligere 500 i 2021. Det var målet med den aftale, som regeringen og Danske Regioner indgik i januar 2020. Men tal fra Sundhedsdatastyrelsen i første kvartal i år viser, at der kun er 194 flere sygeplejersker.
Målet om 1.000 flere sygeplejersker var nået i andet kvartal i 2021, men siden er udviklingen gået baglæns.
"Det er helt tydeligt, at intentionen var god, da man startede i 2019 med at tilvejebringe 1.000 flere sygeplejersker, men det var meningen, at det her skulle være en start på noget, hvor man på forskellige afdelinger skulle kunne se, at hvis man ansatte flere, så kunne man også bedre fastholde dem, der var. Det lykkedes ikke, og derfor er der faktisk flere, der er rejst, end der er kommet til. Det er et kæmpe problem," siger formanden i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen til DR.
En af konsekvenserne af sygeplejerskemanglen er, at mange borgere må væbne sig med tålmodighed, når de skal have en operation. Der mangler nemlig særligt anæstesi-, intensiv- og operationssygeplejersker.
Grete Christensen peger på både rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, når det kommer til sygeplejerskerne.
"Vi har aftalt med vores regioner i økonomiaftalen, at økonomien er der til, at de kan ansætte de sygeplejersker, som vi faktisk står og mangler. Det vil sige, at de som arbejdsgiver skal bruge de penge på lønninger. Hver gang vi får en afdeling, der får en eller to ekstra sygeplejersker, så letter hele arbejdspresset og arbejdsvilkårene for kollegerne også, og så får vi gang i den positive spiral. Det er det, der er så vigtigt," siger sundhedsministeren til DR.
