Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Simon Emil Ammitzbøl-Bille ændrer ikke habilitetsregler

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille mener ikke, at der er grund til at lave om på reglerne om habilitet i forbindelse med Ulrich Fredberg-sagen. Det svarer han i et brev til regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Ministeren svarer dermed på et brev, som regionsrådet i Region Midtjylland 31. januar sendte til ham, hvori de bad ham vurdere, om reglerne for habliliet bør ændres. Både Region Midtjyllands egne jurister og Ankestyrelsen havde vurderet, at Ulrich Fredberg (V) var generelt inhabil i forhold til at være medlem af hospitalsudvalget. Efter loven kan en person med personaleansvar nemlig ikke være medlem af et stående fagudvalg, når udvalget beskæftiger sig med samme område, som vedkommende arbejder med som leder.

Den lov fandt politikerne i regionsrådet udemokratisk og uhensigtsmæssig. I regionsrådets brev, som blev underskrevet af regionsformand Anders Kühnau (S), hed det bl.a.:

"Reglen er affattet i 1989, men samfundet - og ikke mindst regionerne - har ændret sig en del siden bestemmelsens udformning. Regionernes kerneopgave er sundhedsvæsnet. Og en del af regionsrådets medlemmer har en ansættelsesretlig baggrund indenfor sundhedsområdet. Regionsrådet mener, at det er en styrke for regionen, at en del af medlemmerne har en faglig indsigt i sundhedsområdet. Men bestemmelsen har den konsekvens, at en gruppe af ansatte med ledende administrative funktioner indenfor eksempelvis regionshospitalerne udelukkes fra at kunne sidde i det stående udvalg, hvorunder hospitalsdriften henhører. Dette er ikke kun uhensigtsmæssigt for det nuværende regionsråd, men på sigt risikeres det, at ledende medarbejdere afholder sig fra at engagere sig politisk i regionsrådet, fordi de risikerer ikke at kunne få tilstrækkelig indflydelse på det område, som de har en særlig faglig kompetence indenfor, fordi de er ledende medarbejdere indenfor selvsamme område."

Handler om borgernes tillid - og udvalgets effektivitet

Simon Emil Ammitzbøl-Bille erklærer sig i sit svar enig i, at repræsentation af regionsrådsmedlemmer med faglig indsigt og erfaring fra det daglige arbejde kan være en gevinst for regionerne. Men han tilføjer:

"Dette skal imidlertid afvejes over for væsentlige hensyn både til borgernes tillid til forvaltningen af de regionale sager og til effektiviteten af arbejdet i de stående udvalg." 

I forhold til borgernes tillid mener han, at det kan være betænkeligt, at en regionalt ansat i sin egenskab af udvalgsmedlem deltager i tilsyn og kontrol med bl.a. sin egen tjenstlige virksomhed og skal tage stilling til op- og nedprioriteringen indenfor sit område.

Og i forhold til effektivitet mener han, at udvalget vil arbejde med effektivt i forhold til, at et udvalgsmedlem bliver erklæret generelt inhabil fremfor, at habilitetsspørgsmålet skal vurderes fra sag til sag.

"Da reglen i § 29, stk. 2, litra b, har til formål at sikre borgernes tillid til forvaltningen og effektiviteten i de stående udvalgs arbejde, vil jeg på det foreliggende grundlag ikke tage initiativ til at ændre reglen," konkluderer Simon Emil Ammitzbøl-Bille og slutter af med at skrive, at "ønsket om repræsentation af et medlem med faglig erfaring fra et forvaltningsområde, der henhører under udvalget, vil derfor normalt kunne imødekommes ved, at den ansatte i den periode, hvor vedkommende er medlem af udvalget, ikke varetager ledende administrative funktioner på det pågældende forvaltningsområde i regionen."

Eller sagt på en anden måde: hvis Ulrich Fredberg vil være med i Hospitalsudvalget, så er der en mulighed: Han skal stoppe med at være ledende overlæge i Silkeborg.

Som følge af habilitetsreglerne er Ulrich Fredberg nu ikke blevet medlem af hospitalsudvalget, som han og Venstre ønskede, men er kommet i udvalget for ’Nære Sundhedstilbud’.


Fakta om Fredberg-sagen

  • Ved regionsvalget 21. november 2017 kom ledende overlæge ved Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg, tordnende ind i regionsrådet i Region Midtjylland med 9600 stemmer. Han gik til valg på, at han med sin store viden om sundhedsvæsenet vidste, hvor skoen trykker.
  • Men i december 2017 blev en ny styrelsesvedtægt for Region Midtjylland vedtaget af politikerne i regionsrådet - hvoraf mange, ja måske alle, har været uvidende om, at det betød et benspænd for Ulrich Fredberg på hans vej ind i hospitalsudvalget. Det udvalg beskæftiger sig ellers med Ulrich Fredbergs ekspertice-områder: Sundhedsområdet, herunder hospitalsområdet og det præhospitale område.
  • Den nye styrelsesvedtægt havde til formål at oprette stående udvalg frem for rådgivende udvalg - det mente regionspolitikerne ville give politikerne mere magt.
  • Men med den nye styrelsesvedtægt trådte en ny regel om stående udvalg i kraft - paragraf 29, stk. 2, som bevirkede, at Ulrich Fredberg blev erklæret generelt inhabil. Paragraf 29, stk 2, litra b lyder: Medlemskab af stående udvalg er udelukket for b) ansatte, der i øvrigt har ledende administrative funktioner inden for et forvaltningsområde, der henhører under udvalget. Som ledende overlæge ved Diagnostisk Center i Silkeborg har Ulrich Fredberg netop ledende administrative funktioner inden for et forvaltningsområde, der henhører under udvalget.
  • 31. januar bad regionsrådet i Region Midtjylland økonomi- og indenrigsministeren vurdere, om reglerne for habliliet ikke bør ændres.

 

LÆS OGSÅ:  

 

Tags: Anders Kühnau, Ulrich Fredberg, Simon Emil Ammitzbøl-Bille