Snævert flertal i Højesteret frifinder læge i Svendborgsag

A blev natten til den 5. august 2013 af Falck indbragt til akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus på grund af mavesmerter. Ved modtagelsen målte sygeplejerske B bl.a. hans puls, blod- tryk og temperatur, og B noterede i journalen kl. 02.42 bl.a., at As mavesmerter nu var gået over. A fik prioriteringsfarven grøn (blev triageret grøn).

A blev efterfølgende tilset af læge T, som denne nat var kirurgisk forvagt på akutmodtagelsen. Hendes samtale med A varede ifølge hendes forklaring ca. 30 minutter. Det fremgår af hendes journalnotat kl. 03.41 om den objektive undersøgelse, at A var vågen, klar og orienteret, samt at han havde pæne farver og var varm og tør. Det fremgår endvidere, at han var under udredning på grund af mavesmerter og vægttab og i den forbindelse afventede en CT-scanning, og at han i øvrigt var kendt med diabetes type 2 og var i behandling med bl.a. insulin. Hun besluttede ifølge journalnotatet at indlægge A som 48-timers patient til observation i akutmodtagelsen og bemærkede samtidig, at det i forbindelse med morgenstuegangen kunne overve- jes, om CT-scanningen, som han i forvejen var henvist til, kunne fremskyndes. Sygeplejerske B har betegnet indlæggelsen som en ”venlighedsindlæggelse”, og den kirurgiske bagvagt på akutmodtagelsen, afdelingslæge Philip Troensegaard, har betegnet indlæggelsen som en ”social indlæggelse”.

Efter landsrettens bevisresultat lægges det til grund, at T efter samtalen med A mundtligt bad B om at måle As blodsukkerværdi. Det må endvidere i overensstemmelse med byrettens bevisresultat antages at være lagt til grund, at T ved at ordinere, at A skulle fortsætte med sin sædvanlige medicin, kunne forvente, at han – ud over den blodsukkermåling, hun konkret havde anmodet B om at foretage – ville få målt sit blodsukker i forbindelse med den sædvanlige morgenmedicin ca. 4 timer senere.

Det fremgår af Retslægerådets udtalelse af 19. oktober 2015, at A burde have fået foretaget blodsukkermålinger med timers mellemrum (f.eks. hver 4. time), og at ”man” burde have haft fokus på laboratoriesvarene. Retslægerådet har endvidere udtalt, at der ”i forbindelse med indlæggelsen” burde have været udarbejdet en plan for kontrol af diabetes, inklusive en blod- sukkerværdi taget ved indlæggelsen som referenceparameter og en plan om eventuelt glukose-kalium-insulindrop.

Sundhedsstyrelsen har den 26. marts 2014 udtalt bl.a., at hvis det lægges til grund, at T gav B besked om at måle blodsukker på A, så burde T have fulgt op på de manglende resultater af blodsukkermålingen. Denne udtalelse er afgivet før bevisførelsen i byretten. Under hovedfor- handlingerne for byretten og landsretten har samtlige sundhedspersoner med tilknytning til akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus i al væsentligt samstemmende forklaret, at samarbejdet mellem læger og sygeplejersker byggede på en fælles forståelse om, at sygeplejersken kontaktede lægen, hvis der måltes påfaldende værdier ved undersøgelser.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder – herunder navnlig at T gav B besked om at måle blodsukker på A, at T kunne forvente, at B gav hende besked, hvis der måltes påfaldende værdier ved undersøgelsen, og at hun kunne forvente, at A tillige ville få målt sit blodsukker i forbindelse med den sædvanlige morgenmedicin ca. 4 timer senere – finder vi det ikke godtgjort, at T ved som anført i anklageskriftet ikke at have ordineret hyppige blodsukkermålinger, ikke at have lagt en plan for, hvordan As blodsukker skulle behandles, og ikke at have fulgt op på manglende blodsukkermålinger, har handlet med en sådan høj grad af uagtsomhed, at det kan betegnes som en grovere forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af hendes virksomhed som læge, jf. autorisationslovens § 75.

Vi stemmer derfor for at frifinde T.

Vi lægger efter landsrettens bevisresultat til grund, at T som forvagt på Svendborg Sygehus den 5. august 2013 – som anført i tiltalen – ordinerede, at A skulle fortsætte med sin vanlige medicin, inklusive insulin, uden at hun ordinerede hyppige blodsukkermålinger, uden at hun lagde en plan for, hvordan hans blodsukker skulle behandles, og uden at hun fulgte op på manglende blodsukkermålinger.

Spørgsmålet er, om disse forhold under de foreliggende omstændigheder udgør en grovere forsømmelse eller skødesløshed, jf. autorisationslovens § 75.

Vi lægger efter bevisresultatet og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at det var T, der som forvagt og dermed ansvarlig læge traf beslutning om at indlægge A, efter at han var ankommet til sygehuset, og hun forud for sin journaltilførsel kl. 03.41 havde talt med ham bl.a. om hans mavesmerter og diabetes. T anførte i journalen for den pågældende nat bl.a., at A i det seneste døgn havde haft mere ondt i maven, end han plejede, og at han havde været en smule mere forkvalmet og haft en enkelt opkastning. Hun anførte endvidere, at A på hendes spørgsmål om, hvorfor han havde henvendt sig på sygehuset, havde svaret, at mavesmerterne var blevet uudholdelige, og at han ikke kunne sove. Vi lægger endvidere til grund, at T, som hav- de ordineret fortsættelse af sædvanlig medicin, inklusive insulin, fra indlæggelsen af A og indtil hendes vagt sluttede om morgenen, ud over at bede en sygeplejerske om at måle As blodsukker ikke gav nogen instruktion til sygeplejersker eller andre vedrørende behandlingen af As diabetes under indlæggelsen. T var efter sin forklaring ikke ekstraordinært presset af opgaver i forbindelse med indlæggelsen af A.

Efter sagens lægelige oplysninger må det lægges til grund, at meget lavt blodsukker medfører risiko for hjerneskade og kan være livstruende. Meget lavt blodsukker hos insulinbehandlede diabetikere forebygges primært ved at regulere balancen mellem indtagelse af kulhydrat og tilførelse af insulin. Meget lavt blodsukker kan let og hurtigt afhjælpes med indtagelse af kulhydrat, i værste fald – det vil sige hvis patienten er ukontaktbar – med indsprøjtning af flydende sukker (glukose). Det må derfor stå klart for enhver læge, at en insulinbehandlet diabetikers blodsukker ikke under indlæggelse på et sygehus på grund af manglende planlægning eller agtpågivenhed må kunne falde til et meget lavt niveau og forblive på et sådant lavt niveau i så lang tid, at der kan opstå varig hjerneskade.

Sundhedsstyrelsen har i udtalelsen af 26. marts 2014 oplyst, at det er basal lægefaglig viden, at patienter med insulinbehandlet diabetes, som har mavesmerter og kvalme, er i særlig risiko for at udvikle for højt eller for lavt blodsukker, og styrelsen har anført, at undladelse af at må- le blodsukker og lægge en plan for, hvordan tilstanden skal behandles, herunder hvis patienten ikke kan spise eller kaster op, er en grov forsømmelse, da for lavt blodsukker som nævnt er en livstruende tilstand. Patientombuddet har i sin afgørelse af 26. juni 2015 oplyst, at det er almindeligt anerkendt faglig standard at måle blodsukkeret ved indlæggelsen og derefter 5-6 gange i døgnet, at holde pause med den vanlige diabetesmedicin, og at give insulin eller sukkervand afhængigt af blodsukkerværdierne hos alle patienter med diabetes, som er påvirket af infektion, faste mv. og er indlagt på et sygehus.

A havde på indlæggelsestidspunktet mavesmerter og havde været forkvalmet. Sundhedsstyrelsen har i sin udtalelse anført, at T efter styrelsens opfattelse burde have fulgt op på, at der ikke var noget resultat af den blodsukkermåling, som hun havde bedt en sygeplejerske om.

Retslægerådet har i udtalelsen af 19. oktober 2015 i besvarelsen af spørgsmål 1 anført, at målinger af As blodsukker burde have været foretaget med timers mellemrum, f.eks. hver 4. time, og at man burde have fokus på svarene på disse målinger. Spørgsmål 2 til Retslægerådet angår, om det ville være en tilstrækkelig plan at have A til observation resten af natten, hvis det blev lagt til grund, at han efter sygehusets faste praksis ville blive tilset senest efter 4 timers forløb af mellem- eller bagvagt med henblik på at fastlægge en yderligere plan. Rådet har i besvarelsen af dette spørgsmål anført, at der i forbindelse med indlæggelsen burde være udarbejdet en plan for kontrol af diabetes, inklusive en blodsukkerværdi taget ved indlæggel- sen som referenceparameter for tiden derefter, og inklusive en plan bl.a. om eventuelt glukosedrop.

Svendborg Sygehus’ daværende instruks vedrørende håndtering af diabetikere, som bliver indlagt med anden lidelse end diabetes, omtalte ikke særligt patienter, der som A på grund af mavesmerter og kvalme var i en særlig risiko med hensyn til for højt eller lavt blodsukker, men anbefalede bl.a., at der til vurdering af diabeteskontrollen blev målt blodsukker 8 gange i døgnet i mindst et døgn.

At der på sygehuset dengang var en fælles forståelse om, at sygeplejersker ikke kontaktede lægen om en blodsukkermåling, hvis den havde vist en værdi inden for det ”forventelige område”, som T udtrykte det i sin forklaring for byretten, kan efter vores opfattelse alene medføre, at der i givet fald kunne og skulle lægges en plan for diabetesbehandlingen, som var baseret på en referenceblodsukkerværdi i normalområdet sammenholdt med en vurdering af den enkelte patient.

Vi finder på denne baggrund, at T som ansvarlig forvagtslæge med det forløb, der er beskrevet i tiltalen, har handlet i strid med basal lægefaglig viden og udvist grovere forsømmelse, navnlig ved under de anførte omstændigheder at undlade at lægge og instruere om en plan for behandlingen af As insulinbehandlede diabetes under hans indlæggelse, herunder med henblik på at forebygge at meget lavt blodsukker kunne medføre risiko for varig hjerneskade.

Vi tiltræder derfor, at T er fundet skyldig i overtrædelse af autorisationslovens § 75.

LÆS OGSÅ:

[cat_name] | onsdag, 28. marts 2018 13:23

Stephanie Lose: Vi skal lære af Svendborg-sagen

"Den debat, som Svendborgsagen har affødt, viser med al tydelighed, at der er grund til, at vi sik

Kommentarer på Twitter: