Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Silkeborg i strid om introstillinger: "Virker som et tak for sidst”

“Jeg vil bemærke, at kommunikationen til Silkeborg om denne sag ikke kun har været yderst mangelfuld. Den har været ikke-eksisterende!”

Sådan lyder det blandt andet i en mail sendt til koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, af ledende overlæge ved Diagnostisk Center Silkeborg, Ulrich Fredberg.

21. marts besluttede Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse Nord enstemmigt, at alle fem nye introstillinger i intern medicin skulle gå til Medicinsk Afdeling ved Regionshospital Viborg og ikke til Silkeborg.  

Det er en samlet faglig vurdering fra ni postgraduate lektorer i intern medicin (PKL’ere), at Regionshospital Silkeborg ikke har uddannelseskapacitet til flere stillinger og kun et begrænset optag af uafklarede akutte patienter - to argumenter, som Diagnostisk Center Silkeborg først er blevet præsenteret for meget sent i processen, og som man mener er lodret forkerte.

Nu kritiserer man fra Silkeborg, at det er ikke muligt at se baggrunden for den faglige vurdering, og at høringssvar fra centeret ikke er blevet taget alvorligt.

“Vi føler os forbigået og ignoreret af både vores egen hospitalsledelse i Hospitalsenhed Midt og af ledelsen i Region Midtjylland. Det vækker desværre minder fra 2014, hvor man havde en klar politisk dagsorden med fordelingen af stillinger,” siger Ulrich Fredberg og fortsætter:

“I årevis har vi søgt om ekstra introstillinger for at bedre rekrutteringen til hoveduddannelses-stillingerne i reumatologi i regionen, men argumentet var altid, at der ikke var flere I-stillinger (introstillinger, red.). Aldrig en eneste gang blev det nævnt, at der skulle være problemer med uddannelses-kapaciteten eller kvaliteten i Silkeborg.”

Tak for sidst?

Tilbage i 2014 klagede 240 overlæger i Hospitalsenheden Midt til Sundhedsstyrelsen over en fordeling af uddannelseslæger, som man mener er begrundet i hensyn til hospitalsdrift og rekruttering og ikke optimering af uddannelsen. Formand for Region Midtjylland, Bent Hansen, skrev dengang et brev, hvori han skarpt kritiserede overlægerne for at overdrive.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det her er “tak for sidst?” lyder det fra Ulrich Fredberg.

Den kritik forstår koncerndirektør Ole Thomsen imidlertid ikke. Han hæfter sig ved, at der er kommet en lægefaglig vurdering fra de postgraduate lektorer i intern medicin, og at det er deres forslag til fordelingen, som er blevet godkendt i det regionale råd uden indsigelser fra hospitalsledelserne.

“Jeg forstår simpelthen ikke, hvor sådan et tak for sidst kommer fra. Ulrich Fredberg må jo tænke, at vi har haft nogle kampe, hvor vi har tabt og vundet. Det må jo være en verden, han findes i, men det er ikke en verden, jeg findes i,” siger Ole Thomsen.

Dårlig kommunikation

Ulrich Fredberg har flere gange rykket sin egen ledelse i Hospitalsenhed Midt og i Region Midtjylland for den officielle begrundelse for fordelingen af introstillinger.

1. marts sender Ulrich Fredberg et høringssvar fra Diagnostisk Center til lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Michael Braüner Schmidt, som ikke bringer indsigelserne mod fordelingen videre, og som heller ikke informerer Silkeborg om den beslutning.  

Først i en mail sendt til Ulrich Fredberg 22 marts - dagen efter afgørelsen - skriver koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, at fordelingen er baseret på en samlet vurdering fra PKL’erne om uddannelses-kapaciteten i Silkeborg på et internt møde tilbage i oktober 2017.

Formand for overlægerådet i Silkeborg, Henning Glerup, finder det ejendommeligt, at man først bliver orienteret om vurderingen af Silkeborgs uddannelseskapacitet så sent, at man ikke har mulighed for at komme med indvendinger.

“Fordelingen er urimelig og uforståelig. Det må være en bedømmelse baseret på mavefornemmelser, mangelfuld viden og rygter fra kolleger i regionen, der har andre interesser end at sikre Silkeborg det relevante antal uddannelsesstillinger,” siger han.

Ingen grund til kritik

Sundhedspolitisk Tidsskrift har spurgt Michael Braüner Schmidt, hvorfor han ikke har sendt høringssvaret fra Diagnostisk Center Silkeborg videre i systemet, og hvorfor han ikke har informeret centeret om processen.

Han er også blevet spurgt, hvorvidt han har kendt til vurderingen af Silkeborgs uddannelseskapacitet og akutte indlæggelser, og om han kender de tal, som danner baggrunden for vurderingen.

I en mail skriver hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt, at man ingen kommentarer har, da der er tale om spørgsmål, som hospitalsledelsen internt drøfter med centerledelsen i Diagnostisk Center.

Men forløbet er et eksempel på, at forretningsgangene fungerer, mener koncerndirektør Ole Thomsen.

“Det er hospitalsledelserne, der er høringspart, og ikke afdelingerne. Jeg ved, at Ulrich Fredbergs høringssvar er blevet sendt til ledelsen i Midt, at de har forholdt sig til det, og at de alligevel har lagt mere vægt på PKL’ernes anbefaling og har tillid til det faglige system,” siger han.

Ole Thomsen har ikke kendskab til, at andre hospitaler oplever problemer med arbejdsgangene i forbindelse med fordeling af uddannelsesstillinger.

“Hverken kritik af faglighed i fordelingerne, gennemsigtighed i processerne eller åbenhed i regionen. Og i det ene tilfælde her kan jeg ikke vurdere, hvor meget der er proces, og hvor meget der er resultat, så jeg ser ikke nogen grund til at kritisere den måde, det foregår på,” siger Ole Thomsen.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Finder du det problematisk, at Silkeborg oplever kommunikationen fra Hospitalsenhed Midt og Region Midtjylland som ikke-eksisterende?

Ole Thomsen: “Regionen skal kommunikere med hospitalsledelsen. Det er spillereglerne, og det mener jeg, at regionen har gjort. At et høringssvar ikke får ledelsen Hospitalsenhed Midt til at reagere, er fordi, at de åbenbart også har meget tillid til det faglige system. Det kan jeg ikke se nogen problemer med.”

 

240 overlæger klagede

Tilbage i 2014 klagede 240 overlæger i Hospitalsenheden Midt til Sundhedsstyrelsen over en fordeling af uddannelseslæger, som lægerne mente var begrundet i hensyn til hospitalsdrift og rekruttering og ikke optimering af uddannelsen.

Bent Hansen skrev dengang et brev, hvori han skarpt kritiserede overlægerne for at overdrive. 1-2 af de postgraduate kliniske lektorer, sagde op i protest mod forløbet. Også formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke, udtrykte stor bekymring over forløbet.

Sundhedsstyrelsen udtalte i 2014, at det »er det problematisk, såfremt de postgraduate kliniske lektorer inden for de øvrige specialer har fået oplyst, at der ikke var mulighed for at ændre indstillingen, og at indstillingen således ikke baserer sig på en lægelig, faglig indstilling«. Sundhedsstyrelsen skrev dog også, at procedurer for fordeling af uddannelsesstillinger var overholdt, og at der også kan være andre nødvendige hensyn at tage, når man fordeler uddannelsesstillinger.

 

 

Læs også:

 

 

Tidslinje i sagen


2017

20. marts: Med Dimensioneringsplanen for perioden 2018-2020 sker der en udvidelse af antallet af introduktionsstillinger til fordeling i Videreuddannelsesregion Nord. Videreuddannelsessekretariat Nord (VUS) udarbejder en indstilling for fordelingen på enheds-plan. Det er normen, at ⅔ af stillingerne går til Region Midtjylland og ⅓ til Region Nordjylland.
10. oktober: De ni postgraduate kliniske lektorer (PKL) holder et internt møde, og i et referat, der ikke er offentligt tilgængeligt, fremgår det, at “gruppen vurderer, at Regionshospital Silkeborg ikke har uddannelseskapacitet til flere end de nu tildelte stillinger.” VUS udarbejder på den baggrund en ny indstilling, der tildeler Viborg alle 5 introstillinger i Hospitalsenhed Midt. Ingen på Regionshospitalet Silkeborg orienteres om denne vurdering, der aldrig tidligere har været fremført.
24. november: Klinikforum drøfter forslaget og lægger op til, at nogle stillinger flyttes fra Randers til AUH. Der foreslås ikke ændringer for Midt. Lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt i Hospitalsenhed Midt repræsenterer Silkeborg

2018

7. februar: VUS diskuterer forslaget med de Uddannelseskoordinerende overlæger på hospitaler med to matrikler, der indgår i uddannelsen. De siger nikker ja til forslaget, herunder siger den en repræsentant fra Hospitalsenhed Midt ja til fordelingen mellem Viborg og Silkeborg. Silkeborg er ikke repræsenteret på mødet.
9. februar: En skriftlig høring viser, at PKL’erne ikke har kommentarer til fordelingen.
24. februar: Hospitalsledelserne godkender fordelingen mellem matrikler og hospitaler. Sagen kan dermed sendes til godkendelse hos Det Regionale Råd.
1. marts: Diagnostisk Center Silkeborg sender høringssvar til Hospitalsenhed Midts lægefaglige direktør Michael Braüner Schmidt, hvor man protesterer mod indstillingen og spørger ind til grundlaget for beslutningen. Man får ikke svar fra ledelsen.
8. marts: Overlægerådet i Silkeborg sender et høringssvar direkte til VUS, men får at vide, at man ikke er høringspart, og at Hospitalsenheden Midt har godkendt indstillingen uden indsigelser.
17. marts: Ulrich Fredberg spørger i en mail til Ole Thomsen, ind til baggrunden for fordelingen, efter fem mails til Koncern HR, sundhedsuddannelser ikke har givet svar.
21. marts: Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse Nord godkender enstemmigt indstillingen. Lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Michael Braüner Schmidt deltager.
22. marts: Ole Thomsen sender en mail til Ulrich Fredberg, som beskriver, at det er PKL’ernes vurdering tilbage i oktober 2017, at Silkeborg ikke har uddannelseskapacitet til flere stillinger, og at de har for få uafklarede akutte indlæggelser.
22. marts: VUS skriver til den uddannelsesansvarlige overlæge i Silkeborg, at PKL’erne i oktober har udtalt sig om Silkeborgs uddannelseskapacitet, og at det er derfor, at intro-stillingerne er blevet fordelt, som de er.
Kilder: Videreuddannelses-sekretariatet Nord og Ole Thomsen og Ulrich Fredbergs mailkorrespondance.

- Kilder: Videreuddannelses-sekretariatet Nord og Ole Thomsen og Ulrich Fredbergs mailkorrespondance

Tags: Regionshospitalet Silkeborg, Ulrich Fredberg, Fredberg