Kun hver anden nyansat undervises i Sundhedsplatformen
Kun ca. halvdelen af de nyansatte på Region Hovedstadens hospitaler blev i fjerde kvartal sidste år sendt af sted på kursus i at bruge Sundhedsplatformen.
Det skriver dr.dk.
Kim Veber Carlsen, enhedschef i Center for IT, Medico og Telefoni (CIMT) i Region Hovedstaden, erkender, at undervisningen ikke har været god nok, og at en del hospitalsafdelinger derfor har holdt deres nyansatte væk fra kurserne.
"Kritikken har blandt andet været, at undervisningen er for generel og ikke tager nok udgangspunkt i det daglige arbejde ude på de forskellige afdelinger," siger han til dr.dk.
Det kritiseres af Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz.
"Det holder ikke, at man to år efter Sundhedsplatformen blev etableret ikke har formået at lave et uddannelsesforløb i en liga, der er værd at bruge tid på. De hospitalsansatte skal ikke bruge tid på at lære sig selv eller deres nye kolleger, hvordan man bruger Sundhedsplatformens IT-systemer. Vi er specialister i, hvordan man finder ud af, hvad folk fejler og i at hjælpe dem med at blive raske. Det er dét, vi skal bruge vores energi på," siger hun til dr.dk.
1. juni træder et nyt uddannelseskoncept i kraft. Det skal skabe større sammenhæng mellem teori og praksis for Sundhedsplatformens nye brugere.
Tags: sundhedsplatformen
