Danskerne: Vi betaler for meget hos tandlægen
38 procent af danskerne mener, at det skal være gratis at gå til tandlæge, og 45 procent mener, at næsten halvdelen mener, at andelen af egenbetaling i dag er for høj.
Det viser en ny Voxmeter-undersøgelse foretaget for Tandlægeforeningen.
Danskerne betaler da også væsentligt mere for at gå til tandlæge i dag sammenlignet med tidligere. Mens man i dag selv skal betale 82 procent af tandlægeregningen, var egenbetalingen kun 55 procent tilbage i 1980, skriver Tandlægeforeningen på sin hjemmeside.
”Brugerbetaling kan i sig selv være en god ting, fordi det giver patienterne en følelse af medansvar for deres tandsundhed, men graden af brugerbetaling i Danmark er ganske enkelt blevet for høj. Det rammer især socialt udsatte patienter og patienter, der pga. sygdom har et meget stort behov for tandbehandling. Det er ikke alle disse patienter, der kan betale for nødvendige behandlinger, fordi de står alene med en alt for stor del af regningen,” siger Freddie Sloth-Lisbjerg, formand for Tandlægeforeningen til hjemmesiden.
For den del af voksenbefolkningen, der går til tandlæge, er egenbetalingen i gennemsnit 2.440 kr. årligt.
Undersøgelsen kommer samme dag, som en ny særlov 1. behandles i Folketinget. I et halvt år har Danske Regioner og Tandlægeforeningen forhandlet om en ny overenskomst, men forgæves, og Danske Regioner har opsagt overenskomsten pr. 1. juli. Derfor skal patientens ret til tilskud sikres ved hjælp af hastelovforslaget – et lovforslag, som Tandlægeforeningen har kritiseret, at den kun fik seks hverdages høringsfrist på. Og også kritiseret for kun at efterleve Danske Regioners krav under de skibbrudne forhandlinger.
I lovforslaget lægges op til at videreføre den nuværende ordning for derved at sikre, at borgerne også fra den 1. juni 2018 har adgang til tandlægehjælp og tilskud til behandlingen hos praktiserende tandlæger i samme omfang som hidtil - men også at økonomien holdes i strammere tøjler, så budgettet ikke overskrides, som det gør i øjeblikket.
Tags: tandlægeforeningen, tandlaegekrise
