Hovedstaden vil undersøge kæmpe prisforskel på it-systemer
Hvorfor er Sundhedsplatformen langt dyrere i Region Hovedstaden end et EPJ-system i Region Syddanmark?
Det spørgsmål vil et enigt regionsråd i hovedstaden nu have svar på, og på regionsrådsmødet i denne uge blev det derfor i enighed besluttet at iværksætte en redegørelse over prisforskellen på Sundhedsplatformen fra Epic, der er i hovedstaden, og det EPJ-system fra Systematic, som Region Syddanmark netop har bestilt.
»Det undrer os, at Region Syddanmark kan få et EPJ-system (elektronisk patientjournal-system, red.) for 252 millioner kroner, når vi har måttet betale næsten to milliarder for Sundhedsplatformen. Det var måske forståeligt, hvis det var et brandgodt system med høj brugertilfredshed. Men set i lyset af, at 70 procent af lægerne i en nylig undersøgelse sagde, at de var utilfredse med det, og at vi har udfordringer med både medicinmodul, intensivmodul og datastyringen, så vil vi gerne vide, hvad der retfærdiggør prisforskellen,« sagde Line Ervolder fra Det Konservative Folkeparti, der stillede forslaget på mødet.
Ønsket om en redegørelse mødte bred opbakning og kommer blot en uge efter at Region Sjælland med Heino Knudsen (Soc.) bestilte en lignende undersøgelse af, hvorfor Epics system koster Region Sjælland 700 millioner kroner, når Syddanmarks er billigere. Heino Knudsen sagde i samme forbindelse, at han ikke mente, at Region Sjælland havde betalt for meget, da det var to forskellige systemer til meget forskellige regioner, og at man brugte forskellige finansieringsmodeller. I Hovedstaden og Sjælland har man betalt en stor portion penge til at begynde med, og derefter har en mindre årlig udgift til Sundhedsplatformen, hvor Region Syddanmark har betalt en mindre portion penge til at begynde med, hvorefter de betaler større årlige rater.
Og samtidig var Systematics tilbud i forbindelse med udbuddet i 2013 cirka 10 procent højere end Epics tilbud.
Den betragtning var regionsformand Sophie Hæstorp Andersen enig i, gav hun udtryk for på regionsmødet.
»Systematics tilbud var dengang dyrere, og det var det, vi havde at forholde os til. Men vi vil gerne iværksætte en redegørelse, og det havde vi nok gjort uanset det konservative forslag i dag, for en redegørelse bliver efterspurgt af alle,« sagde hun.
Tags: sundhedsplatformen
