En stor undersøgelse viser, at lægemidlet sacituzumab tirumotecan kan forlænge livet hos patienter med livmoderkræft, der er fremskreden eller er vendt tilbage efter tidligere behandling. Resultaterne blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2026.
Den nye behandling gav knap syv måneders længere medianoverlevelse end almindelig kemoterapi. Medianoverlevelsen er det tidspunkt, hvor halvdelen af patienterne er døde, mens den anden halvdel stadig er i live.
Resultaterne vækker begejstring hos Trine Jakobi Nøttrup, der er overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling. Hun var til stede, da undersøgelsen blev præsenteret.
Hun fremhæver, at det er første gang, denne type medicin har vist effekt ved livmoderkræft i et fase III-studie. Det er en stor undersøgelse, hvor forskerne her sammenlignede den nye behandling med eksisterende kemoterapi.
Ifølge Trine Jakobi Nøttrup viser undersøgelsen samtidig en effektiv behandlingsmulighed til patienter, som allerede har fået immunterapi. Hidtil har mulighederne for denne patientgruppe været ældre former for kemoterapi med meget begrænset effekt. Den nye behandling forlænger både livet og tiden, hvor sygdommen bliver holdt i ro.
Antistof fører kræftmedicin hen til cellerne
Sacituzumab tirumotecan, som forkortes sac-TMT, tilhører en type lægemidler, der kaldes ADC. De består af et antistof, som er koblet til et celledræbende lægemiddel. Antistoffet genkender et bestemt protein på overfladen af kræftceller og hjælper med at føre medicinen hen til dem.
Ved sac-TMT er målet et protein, der hedder TROP2. Behandlingen er dermed en måde at målrette den celledræbende medicin mod kræftcellerne på.
Knap syv måneders længere overlevelse
Undersøgelsen hedder TroFuse-005 og omfattede 776 patienter med fremskreden livmoderkræft eller livmoderkræft, der var vendt tilbage. Også patienter med karcinosarkom, en særlig type livmoderkræft, kunne deltage.
Alle havde tidligere fået både kemoterapi med et platinholdigt lægemiddel og immunterapi, som hjælper immunforsvaret med at angribe kræften. Behandlingerne kunne være givet sammen eller hver for sig. Patienterne måtte have fået op til tre tidligere behandlingsforløb.
Ved lodtrækning fik 386 patienter sac-TMT, mens 390 fik en af to former for kemoterapi, doxorubicin eller paclitaxel. Lægen valgte, hvilken af de to kemoterapier den enkelte patient skulle have. Behandlingen fortsatte, indtil kræften blev værre, eller bivirkningerne blev for belastende.
Medianoverlevelsen var 19 måneder med sac-TMT mod 12,1 måneder med kemoterapi. Forskellen var altså knap syv måneder. Det betyder ikke, at hver enkelt patient fik syv ekstra levemåneder; nogle levede kortere, andre længere.
Forskerne målte også tiden, indtil kræften blev værre, eller patienten døde. Denne tid var i median 7,2 måneder med sac-TMT mod 3,9 måneder med kemoterapi.
Resultaterne bygger på oplysninger indsamlet frem til den 23. marts 2026. På det tidspunkt var patienterne blevet fulgt i median 14 måneder.
Rigshospitalet var med i undersøgelsen, men havde ifølge Trine Jakobi Nøttrup ikke fået patienter med. Det havde andre danske og nordiske hospitaler til gengæld.
Hos dobbelt så mange blev kræften mindre
Den nye behandling fik også kræften til at skrumpe hos flere patienter. Blandt de patienter, hvor forskerne vurderede dette, skete det hos 35,1 procent med sac-TMT mod 17,3 procent med kemoterapi – altså omtrent dobbelt så mange.
Hos de patienter, hvor kræften blev mindre, varede virkningen i median 11,1 måneder med sac-TMT mod 6,9 måneder med kemoterapi.
Virkningen holdt i mindst et halvt år hos 69 procent af disse patienter med sac-TMT mod 53,2 procent med kemoterapi. Den varede i mindst et år hos 42,9 procent med sac-TMT mod 35,1 procent med kemoterapi.
Over halvdelen fik gener i munden
Den længere overlevelse kom dog med flere bivirkninger. Trine Jakobi Nøttrup hæfter sig især ved stomatitis, som er irritation og betændelse i mundens slimhinde. Det kan give smerter og sår og gøre det svært at spise og drikke.
Generne blev registreret som en bivirkning hos 54,9 procent af patienterne med sac-TMT mod 14,4 procent med kemoterapi. Svære tilfælde forekom hos 9,9 procent med sac-TMT mod 1,6 procent med kemoterapi. Ingen tilfælde af betændelse i mundens slimhinde var livstruende eller dødelige.
Trine Jakobi Nøttrup understreger, at behandlingen er meget lovende, hvis lægerne kan få kontrol over bivirkningerne.
”Hvis man går rundt og har ondt i munden hver dag, og det ikke er rart at spise og drikke, så er det problematisk,” siger Trine Jakobi Nøttrup.
Hun fremhæver derfor behovet for at forebygge og lindre generne, blandt andet med mundskyl og anden lindrende behandling.
Flere fik blodmangel og tørre øjne
Forskerne undersøgte bivirkninger hos 384 patienter, der fik sac-TMT, og 367, der fik kemoterapi. Patienterne fik den nye behandling i cirka dobbelt så lang tid som kemoterapien: i median 31,1 uger mod 15 uger.
Næsten alle patienter med sac-TMT fik bivirkninger, som blev vurderet at skyldes behandlingen. Det gjaldt 97,1 procent mod 89,6 procent med kemoterapi. Svære, livstruende eller dødelige bivirkninger forekom hos 54,4 procent med sac-TMT mod 41,4 procent med kemoterapi.
Blodmangel var den hyppigste af de svære bivirkninger. Blodmangel betyder, at blodets evne til at transportere ilt er nedsat, og det kan blandt andet give træthed og åndenød. Svær blodmangel forekom hos 20,8 procent med sac-TMT mod 13,4 procent med kemoterapi. Når alle grader af blodmangel blev talt med, var tallene 62,5 og 39,8 procent.
Behandlingerne kunne også give mangel på hvide blodlegemer, som hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner. Feber samtidig med mangel på en bestemt type hvide blodlegemer forekom dog sjældnere med sac-TMT: hos 2,3 procent mod 5,2 procent med kemoterapi.
Andre hyppige bivirkninger var hårtab, kvalme og udtalt træthed. Hårtab forekom hos 43,8 procent med sac-TMT mod 32,4 procent med kemoterapi. For kvalme var tallene 35,9 mod 28,9 procent, og for udtalt træthed 25,9 mod 22,6 procent.
Tørre øjne forekom hos 18,5 procent med sac-TMT mod 3 procent med kemoterapi. Der var også flere tilfælde af opkastning, kraftesløshed og diarré med den nye behandling.
Trods de flere bivirkninger måtte færre helt stoppe behandlingen på grund af dem: 3,1 procent med sac-TMT mod 4,9 procent med kemoterapi. I begge grupper døde 0,8 procent af patienterne som følge af bivirkninger, der blev vurderet at være behandlingsrelaterede.
Livskvaliteten så ud til at være bevaret
Patienternes vurdering af deres generelle helbred og livskvalitet blev samlet set opretholdt over tid i begge grupper.
Trine Jakobi Nøttrup ser derfor ikke umiddelbart tegn på, at bivirkningerne gav en tydelig forskel i den samlede livskvalitet mellem behandlingerne. Hun understreger dog, at vurderingen bygger på det foreløbige materiale.
”Det er svært at vurdere alle detaljerne ud fra det materiale, vi har nu, men den overordnede konklusion ser ud til at være, at livskvaliteten var nogenlunde ens med kemoterapi og sac-TMT,” siger hun.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Svært syge livmoderkræftpatienter lever markant længere med ny behandling på Onkologisk Tidsskrift
