
Region Nordjylland har haft succes med at bruge kunstig intelligens til hurtigere at diagnosticere knoglebrud og ledskader. Foto: Region Nordjylland
Regioner og kommuner investerer millioner i kunstig intelligens til hurtigere knoglebrudsdiagnoser
Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening investerer 40,6 millioner kroner i at udbrede tre kunstig intelligens-løsninger på sundheds- og ældreområdet. En af indsatserne handler om at bruge kunstig intelligens til hurtigere at diagnosticere knoglebrud og ledskader.
Løsningen har allerede vist gode resultater i Region Nordjylland, hvor den siden sommeren 2023 har været brugt til at vurdere knoglebrud i arme og ben på Skadestuen på Aalborg Universitetshospital og i Skadeklinikken i Farsø. Resultatet er, at færre brud overses, ventetiden er reduceret med cirka en time, og antallet af klage- og erstatningssager er faldet markant.
Kunstig intelligens-løsningen vurderer røntgenbilleder og kan med 95-98 procent sikkerhed afgøre, om der er tale om et brud eller ej. Og det er en meget stor træfsikkerhed, fortalte Jørn Munkhof Møller, som er cheflæge i Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital, for et år siden:
"Jeg er ikke i tvivl om, at det er en klar forbedring. De allerdygtigste radiologer er nok stadig bedre end kunstig intelligens. Men i forhold til de behandlere, der ikke er radiologer, er der ingen tvivl om, at kunstig intelligens kan vurdere billederne bedre," sagde han.
Ved at automatisere analysen er presset på akutmodtagelser og skadeklinikker også mindsket.
Erfaringer viser, at teknologien kan frigøre ressourcer og mindske behovet for vikarer blandt læger og sygeplejersker.
"Alle landets regioner får nu gavn af ny teknologi, der bidrager til hurtige og sikre diagnoser til gavn for patienter med knoglebrud og ledskader. Udbredelsen af den nye metode til at diagnosticere kan være med til at forkorte ventetid for patienter, der kan være stærkt plaget af smerter, efter at de er kommet til skade. Og samtidig kan metoden aflaste vores medarbejdere, der i forvejen ofte er hårdt presset på akutmodtagelser og skadeklinikker," siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.
