Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

To private breve fra Sigmund Freud og et kort fra hans hustru Martha Freud kommer 17. november på auktion hos Bruun Rasmussen. Brevene har været bevaret i den danske gren af Freud-familien gennem generationer.

Fra familiedrilleri til Europas mørke: Freuds private breve kommer på auktion

Han dissekerede drømme, begær og menneskets skjulte drifter, men i tre sjældne familiebreve er Sigmund Freud ikke psykoanalysens strenge faderfigur. Han er en vittig onkel, en kærlig grandonkel og centrum i en familie, der siden blev ramt af Europas mørkeste historie. Nu kommer brevene, som i generationer har ligget hos den danske gren af Freud-familien, på auktion.

Der er noget næsten upassende intimt over at læse andre menneskers gamle breve. Papiret er gulnet, blækket har mistet sin ungdom, og alligevel står ordene dér med en mærkelig friskhed, som om afsenderen blot har forladt skrivebordet et øjeblik. 

Når afsenderen hedder Sigmund Freud, bliver fornemmelsen ikke mindre. Den mand, som lærte verden at mistænke både drømme, barndomsminder, vore egne motiver og ikke mindst de små sproglige smuttere, der siden fik hans navn hæftet på sig som et freudian slip, dukker pludselig op på papiret uden teoriernes tunge møblement omkring sig. Her er intet id, ego eller overjeg eller fortolkning af det ubevidste. Her er bare onkel Sigmund.

To personlige breve fra Freud og et kort fra hans hustru, Martha Freud, kommer 17. november på liveauktion hos Bruun Rasmussen. Dokumenterne har været i Freud-familiens eje gennem generationer og stammer fra den danske gren af familien. De vurderes til henholdsvis 50.000 kroner for hvert af Freuds breve og 10.000 kroner for Martha Freuds kort.

Men deres egentlige værdi ligger et andet sted, nemlig i sprækkerne mellem den verdensberømte tænker og privatpersonen.

En håndskrift som et gitter foran et maleri

Et tydeligt glimt af mennesket Freud får man i et maskinskrevet brev fra 25. marts 1927 til Freuds niece Margarete, kaldet Gretl. Hun var datter af Freuds søster Marie – Mitzi – og blev gift med forfatteren Erwin Magnus, hvorefter hun bosatte sig i Danmark. Dermed fik Freud-familien sin danske gren. Brevet begynder næsten hverdagsagtigt. Freud skynder sig at svare Gretl, fordi han har fundet en forklaring, som han tydeligvis selv synes er glimrende, på, hvorfor han ikke besvarer breve fra hendes søster Lilly.

Han kan ganske enkelt ikke læse hendes håndskrift, skriver han. Og Freud nøjes naturligvis ikke med at konstatere det: Når han sidder med et ark fra Lilly, skriver han, føles det, som om han skal betragte billederne i et galleri gennem et fint gitter. Øjnene kan ikke holde til det.

Brevet bevæger sig videre ind i Gretls private liv. Han skriver om hendes ægteskab og omtaler også Georg Brandes, som han var blevet introduceret til gennem hende, og pludselig står to af Europas store intellektuelle skikkelser i samme familiebrev.

”Det er lidt af en verdensbegivenhed, når breve af den her karakter kommer frem efter at have været bevaret i familien gennem generationer. De giver en direkte forbindelse til en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige tænkere og et sjældent indblik i Freud som menneske, hans nære relationer og de bekymringer, der optog ham uden for arbejdet,” siger Ralph Lexner, specialist hos Bruun Rasmussen.

Endnu sjovere er et brev fra 18. oktober 1925.

Modtageren er Freuds grandnevø Max Michael Maurice Freud Magnus, som på tidspunktet er omkring et år gammel og derfor næppe har været i stand til at sætte pris på Freuds humor. Freud skriver om drengens tilsyneladende tidlige interesse for det modsatte køn og vedlægger en amerikansk pengeseddel som bidrag til udgifterne ved hans første bekendtskab med en pige.

Fra familievittighed til Europas mørke

Det tredje dokument trækker historien brat i en anden retning. Det er dateret 25. oktober 1939, godt en måned efter Sigmund Freuds død i London.

Afsenderen er hans hustru, Martha Freud.

Kortet er trykt med familiens tak for de kondolencer, der er strømmet ind efter dødsfaldet, men Martha Freud har selv tilføjet en håndskrevet hilsen til Gretl. Familien var på det tidspunkt blevet spredt af nazismen. Freud, der var jøde, havde året før måttet forlade Wien efter Nazitysklands anneksion af Østrig og var flygtet til London. Fire af hans søstre blev tilbage på kontinentet. Familien mistede kontakten med dem, og de blev senere deporteret og myrdet under Holocaust.

Dermed bliver de tre beskedne stykker papir også en miniaturefortælling om Europas sammenbrud.

kultur, topartikel