
”Det er et virkelig et stort fremskridt for klinisk ernæring – og for alle os, der dagligt arbejder for, at ernæring anerkendes som en integreret del af behandlingen," mener Tina Munk, leder af Enheden for Diætister og Ernæringsforskning (EATEN) på Herlev og Gentofte Hospital.
WHO giver sygdomsrelateret underernæring en diagnosekode
Underernæring hos voksne fylder langt mere i det danske sundhedsvæsen, end de fleste forestiller sig. Det ses hos patienter, der mister vægt under et sygdomsforløb, hos ældre, der ikke får dækket deres behov, og hos mennesker, hvor selve sygdommen gør det svært at spise eller optage næring. Alligevel har området i mange år manglet en klar, international definition, som sundhedspersonale kunne registrere og arbejde ud fra.
Det ændrer WHO nu på. Organisationen har besluttet at give underernæring hos voksne sin egen diagnosekode i ICD-11-systemet. Den nye kode, 5B72 – ’Undernutrition in Adults’, betyder, at sygdomsrelateret underernæring for første gang bliver anerkendt som en selvstændig sygdomsenhed – adskilt fra den globale forståelse af underernæring, der handler om sult og fattigdom. Det er en ændring, der får stor betydning for både klinisk praksis, forskning og kvalitetssikring i sundhedsvæsenet.
Beslutningen vækker begejstring blandt danske klinikere. Lærestolsprofessor i geriatri ved Københavns Universitet samt overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, Jesper Ryg, skriver på LinkedIn:
“Endelig – WHO anerkender sygdomsrelateret underernæring som klinisk diagnose i ICD-11!”
På samme hospital sidder forsknings- og diætistchef Tina Munk, som leder Enheden for Diætister og Ernæringsforskning (EATEN). Hun kalder WHO’s beslutning et vendepunkt – både i forskningen og i den daglige behandling af patienter.
“Det markerer et afgørende videnskabeligt og klinisk skel: Underernæring hos voksne patienter i sundhedsvæsenet anerkendes nu som en selvstændig sygdomsenhed – adskilt fra den globale definition af underernæring forbundet med sult og fattigdom,” skriver hun på LinkedIn og fortsætter:
”Det er et virkelig et stort fremskridt for klinisk ernæring – og for alle os, der dagligt arbejder for, at ernæring anerkendes som en integreret del af behandlingen.”

