Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ulrich Fredberg.

Fredberg tvivler på valg til Folketinget

Han er overlæge og adjungeret professor og medlem af regionsrådet i Region Midtjylland. Men Ulrich Fredberg tvivler på, at han nu får en ny titel og bliver medlem af Folketinget.

Venstre blev slagtet ved valget og endte med kun 23 mandater mod tidligere 43. Venstre får kun tre mandater i Vestjyllands Storkreds, og partiets lokale kandidat i Silkeborg, Ulrich Fredberg, tvivler derfor på, at han får nok personlige stemmer til at sikre sig et af de tre mandater.

I storkredsen er der nemlig kendte kandidater som Søren Gade, Ib Bjerregaard, Mads Fuglede, Thomas Danielsen, Carsten Kissmeyer og Kristian Pihl Lorentzen. 

"Jeg er selvfølgelig spændt på mine personlige stemmetal, men jeg er jo i hård konkurrence med andre stærke Venstrekandidater i Vestjylland som for eksempel Søren Gade. Det er virkelig ærgerlig, at flertallet tippede over til rød blok til sidst. Jeg er ikke videre imponeret af Mette Frederiksens lederstil, så jeg havde håbet, at valget var endt anderledes," sagde Ulrich Fredberg til Midtjyllands Avis, da klokken nærmede sig 01.

Selve valgaftenen oplevede han som noget af en rutsjebanetur.

"Det her valg må vel tage prisen som et af de mest spændende nogensinde. I de første exitpolls var styrkeforholdet mellem rød og blå blok jo meget tæt, og så med Moderaterne i midten, men det ændrede sig jo så ret markant i løbet af aftenen," sagde Ulrich Fredberg og sluttede af:

"Jeg har en operation i morgen klokken 7.40, så nu må jeg hellere få sovet."

 

 

Valgets resultater

  • Socialdemokratiet, 27,54 procent
  • Venstre, 13,31 procent
  • Moderaterne, 9,27 procent
  • SF - Socialistisk Folkeparti, 8,29 procent
  • Danmarksdemokraterne, 8,08 procent
  • Liberal Alliance, 7,87 procent
  • Det Konservative Folkeparti, 5,51 procent
  • Enhedslisten - De Rød-Grønne, 5,16 procent
  • Radikale Venstre, 3,79 procent
  • Nye Borgerlige, 3,66 procent
  • Alternativet, 3,33 procent
  • Dansk Folkeparti, 2,63 procent
  • Frie Grønne, 0,90 procent
  • KD - Kristendemokraterne, 0,52 procent

Kilde: KMDValg

valg22