Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Vi afventer stadig studier, der kan tydeliggøre effekten på hjerte-kar-sygdomme. De studier kan være med til at ændre på vurderingen”, siger chefkonsulent Solveig Forberg.

Sundhedsstyrelsen: Vægttabsmidler har stadig kun en lille rolle i behandling af overvægt

Selv om diabeteslæger har klappet i hænderne af begejstring, så er Sundhedsstyrelsen mere afmålte i vurderingen af det nye vægttabsmiddel Wegovy. Brug af lægemidler skal aldrig være det første valg i behandlingen af overvægt, lyder det i nye vurdering.

Rationel Farmakoterapi i Sundhedsstyrelsen (IRF) vurderer løbende nye lægemidler ud fra, om de kan anbefales til brug i almen praksis. Derfor har IRF set på Wegovy (semaglutid), som i mandags kom på markedet i Danmark. Det kan ordineres af den praktiserende læge til voksne patienter med et BMI på 30 eller derover og til patienter med BMI mellem 27 og 30 og mindst en vægtrelateret sygdom. Præparatet virker ved at nedsætte appetitteten, er et supplement til livsstilsomlægning med øget fysisk aktivitet og omlægning af kosten og kan give et gennemsnitligt vægttab på 15-17 procent efter behandling i 68 uger.

IRF´s vurdering er, at Wegovy (semaglutid) tyder på at være det mest effektive lægemiddel mod vægttab i forhold til de andre lægemidler på markedet, der er godkendt til behandling af overvægt. Men lægemidler skal generelt kun have en mindre rolle i behandlingen af overvægt, og Wegovy har kun en plads i behandlingen af overvægt efter en konkret lægefaglig vurdering, hedder det.

”Vores vurdering bygger blandt andet på, at der er bivirkninger ved at bruge præparatet, samtidig med at der er en høj behandlingspris, og vi ser ind i, at mennesker med svær overvægt skal tage det hele livet, hvis de skal holde vægttabet. Vi afventer stadig studier, der kan tydeliggøre effekten på hjerte-kar-sygdomme. De studier kan være med til at ændre på vurderingen”, siger chefkonsulent Solveig Forberg.

”Bivirkninger fra mave-tarm-kanalen ses ofte, når man behandler med vægttabsmidlerne, der er på markedet. I de studier om Wegovy, hvor der bliver rapporteret bivirkninger, fylder gener fra mave-tarm-kanalen en del. Faktisk så meget, at flere stopper med behandlingen eller ikke kan komme op på den anbefalede dosis på grund af for eksempel kvalme, mavesmerter eller diarré. Vi har også lagt vægt på, at den gode effekt af Wegovy er i kombination med, at personerne i studierne har spist mindre end normalt og har været mere fysisk aktive,” siger Solveig Forberg.

Den laveste dosis af Wegovy er på 1 milligram og koster 47 kroner pr. dag og den højeste dosis på 2,4 mg koster næsten det dobbelte – 85 kroner pr. dag. Præparatet er uden generelt klausuleret tilskud fra Medicintilskudsnævnet og derfor ikke umiddelbart en mulighed for alle. 

 

Relaterede artikler

overvægt