
Jesper Mehlsen afleverede sin forskning, han har fået millioner til, fire år for sent, men overskridelsen vil ikke få konsekvenser for ham, lyder det i dag fra Lægemiddelstyrelsen.
Styrelse har nu gennemgået Jesper Mehlsens forskning om HPV-vaccinen: Her er konklusionen
Lægemiddelstyrelsen er netop færdig med at gennemgå speciallæge Jesper Mehlsens længeventede forskningsrapporter, der blev afleveret i foråret – fire år for sent. Resultaterne rejser ikke mistanke om yderligere bivirkninger ved HPV-vaccinen, oplyser styrelsen.
“Vi har kigget på det afleverede materiale og set på konklusionerne, som peger på, at der fra styrelsens side ikke er grund til at rejse signal om yderligere bivirkninger af HPV-vaccinen.”
Sådan siger Line Michan, der er Enhedschef for Lægemiddelovervågning i Lægemiddelstyrelsen, som har vurderet indholdet af forskningsrapporterne.
Hvad de afleverede delrapporter præcist indeholder, og om indholdet er udført i overensstemmelse med god forskningsetik, ønsker styrelsen ikke at kommentere.
Speciallæge Jesper Mehlsen modtog i 2017 og 2018 i alt 3,55 millioner kroner til at udføre fire delprojekter til at undersøge eventuelle bivirkninger af HPV-vaccinen. Projektet skulle have været afsluttet i 2019, men tre år efter havde Lægemiddelstyrelsen endnu ikke modtaget de endelige resultater fra Jesper Mehlsen.
Efter henvendelse fra Sundhedspolitisk Tidsskrifts Onkologisk Tidsskrift satte Lægemiddelstyrelsen en ny endelig frist, der hed den 31. januar 2023. I slutningen af februar 2023 modtog styrelsen så det endelige materiale, der dog tog længere tid end forventet at gennemgå.
Relaterede artikler:
Sagens tidslinje
- Folketinget afsatte i 2016 syv millioner kroner fra SATS-puljen til forskning i potentielle bivirkninger ved HPV-vaccinen, hvor Jesper Mehlsen med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital som økonomisk tovholder fik tilsagn til fire mio. kr. udbetalt som rater.
- Mehlsen endte dog kun med at bruge cirka 3,55 millioner kroner af bevillingen til sine fire delprojekter.
- I 2018 stoppede Jesper Mehlsen som overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og åbnede en privatklinik, der tilbyder behandling mod det, som han vurderer som bivirkninger til HPV-vaccinen. Jesper Mehlsen selv har tidligere afvist at have egen økonomisk interesse i at påvise bivirkningerne.
- Professor Anders Hviid og overlæge Reimar Thomsen, der også modtog støtte, afleverede deres færdige resultater i 2019. Begge projekter konkluderede, at HPV-vaccinen ikke var forbundet med flere symptomer eller diagnoser.
- I december 2019 udtalte Jesper Mehlsen på et formidlingsmøde, at resultaterne var på trapperne og vil komme i januar 2020.
- I 2022 sætter Lægemiddelstyrelsen en frist for aflevering til 31. januar 2023, hvor Jesper Mehlsen afleverer sin forskningsrapport i februar 2023, der dog tager længere tid end forventet at gennemgå.
