
"Vi har nedsat en kommission med eksperter, som arbejder uafhængigt og ikke repræsenterer organisationer. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi giver de mange aktører, der har masser af viden og erfaringer fra sundhedsvæsenet, god tid til at afgive høringssvar," siger Sophie Løhde.
Løhde: Sundhedsstruktur-kommissionens rapport sendes i 8 ugers høring
Sundhedsstrukturkommissionen vil snart afslutte sit arbejde og præsentere sin rapport for regeringen i juni. For at sikre, at sundhedssektorens interessenter har tid nok til at komme med feedback, vil rapporten blive sendt i høring frem til den 6. august, lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Sundhedsstrukturkommissionen er i disse måneder ved at lægge sidste hånd på arbejdet. Og kommissionens formand, Jesper Fisker, har i dag meldt ud, at kommissionen vil afslutte sit arbejde i juni, hvorefter den vil afrapportere til regeringen.
Derefter vil rapporten blive sendt i en bred offentlig høring. Og det er vigtigt, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
"Vi har nedsat en kommission med eksperter, som arbejder uafhængigt og ikke repræsenterer organisationer. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi giver de mange aktører, der har masser af viden og erfaringer fra sundhedsvæsenet, god tid til at afgive høringssvar."
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil begynde høringen umiddelbart efter, at regeringen har modtaget Sundhedsstrukturkommissionens rapport, og aktører vil have mulighed for at indsende høringssvar til og med den 6. august 2024. Herefter vil regeringen præsentere sit udspil, hedder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat af regeringen i marts 2023 og fik til opgave at opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Kommissionen har ønsket at åbne op for en bred debat om sundhedsvæsenets fremtid - blandt andet gennem borgermøder, dialogmøder, inspirationsbesøg i sundhedsvæsenet på tværs af landet og forslag modtaget i en åben forslagspostkasse fra både organisationer og patienter.
Relaterede artikler




